Mobile World Congress i Barcelona samler hvert år mere end 100.000 deltagere fra hele verden. Her mødes producenter, operatører, softwareudviklere og tech-virksomheder for at vise, hvor mobilteknologi og konnektivitet bevæger sig hen.
For Søren Rinnov Østergaard, country manager for Samsung Danmark, handler turen om to ting: inspiration og relationer.
“For os ligger der nogle elementer: at blive inspireret – og et stort element er at få tid med kunder og partnere,” fortæller han fra Barcelona.
Kæmpe skala og hele økosystemet samlet
MWC er voldsom i omfang.
“Det er kæmpe stort. Nærmest alle er her,” siger Søren.
Bredden spænder fra smartphones og tablets til netværksinfrastruktur, software og hele økosystemet omkring tele og tech. Samsung alene har fire forskellige stande på messen.
Søren har primært opholdt sig på den største – Mobile Experience – hvor telefoner, tablets og wearables præsenteres.
XR og trifold: Produkter der flytter grænser
To produkter gjorde særligt indtryk.
Det ene er Samsungs nye XR-headset med mixed reality.
“Det var sindssygt overbevisende. Kunderne syntes, det var en fest og var begejstrede.”
Headsettet tilpasser sig brugerens syn – også hvis man eksempelvis har minus på det ene øje – og giver en rumlig fornemmelse, hvad enten man prøver en rutsjebane, kører racerløb eller simulerer en hjerteoperation. Foreløbig lanceres det i USA og Asien.
Det andet er en trifold-telefon, der kan foldes to gange.
“Den er afsindig tynd. Den er fuldstændig vild,” siger Søren.
AI som demokratisk værktøj
Men det helt gennemgående tema på messen er kunstig intelligens.
“AI er overalt. Vi er nået til et niveau, hvor alle stande har noget med AI.”
Samsung har netop lanceret en ny telefon med generativ AI, der arbejder på tværs af apps og forudser brugerens behov. Den kan eksempelvis foreslå at oprette en kalenderaftale direkte ud fra en besked i WhatsApp.
“Man skal virkelig ikke prompte særlig meget, før det virker og kan gøre en stor forskel i hverdagen. Det her demokratiserer AI.”
Samtidig fylder sikkerhed mere end nogensinde. Samsung oplever stor interesse for sikkerhedsløsninger, og Knox-platformen er blevet opgraderet. Samsung har også netop lanceret en mobilskærm med indbygget privacy screen for at beskytte både private og erhvervskunder.
Private 5G-netværk og menneskelige robotter
Udover AI peger Søren på udviklingen inden for netværksteknologi, som noget af det, der har fyldt meget på messen.
Private 5G-netværk og såkaldt network slicing gør det muligt at reservere en del af netværket til specifikke formål – eksempelvis på et havneområde – med høj sikkerhed og dedikeret datakapacitet.
Og så er der de menneskelige robotter.
“Humanized robots var showpieces hernede. Jeg håber, det viser, at den menneskelige robot er på vej. Det kunne fx være til de hjemlige opgaver som at lægge tøj sammen, fjerne ukrudt.”
Relationer og tempo
Efter tre intense dage er indtrykkene mange.
“Jeg var sådan set glad for at lave et par interviews her til eftermiddag på hotelværelset og få ro, inden turen går hjem,” siger Søren med et smil.
Dagene har været fyldt med kundemøder på Samsungs stand, demonstrationer og netværk rundt på messen.
“Jeg har brugt tiden på kunder på vores stand og demonstreret – og så har jeg været ude og netværke.”
Og selvom 110.000 mennesker, højt tempo og det mange indtryk kan være intense, så er konklusionen er klar:
“100 procent turen og tiden værd. Der er stor værdi i netværket og inspirationen!”