Da Elgiganten samlede medarbejdere fra hele landet til årets store produktkursus i Billund, var Telecom et af de områder, hvor der er meget at holde styr på.
Smartphones, tablets, wearables, AI, abonnementer, services og tilbehør fylder på programmet. Samtidig ligger kurset umiddelbart før en af årets travleste perioder med Black Friday, julehandel og efterfølgende udsalg.
For Allan Olderkjær er timingen derfor vigtig.
”Vi går ind i vores peaksæson med Black Friday, decemberhandel og udsalg lige bagefter. Derfor er det vigtigt, at medarbejderne både får genopfrisket det, de allerede ved, og bliver klædt på til de nye produkter og funktioner, der er kommet.”
Telefonen ligner måske de andre – men kan noget helt forskelligt
På afstand kan mange smartphones og tablets ligne hinanden. Forskellene bliver først tydelige, når man ser på, hvad de kan, og hvordan kunden skal bruge dem.
Og netop her ligger en vigtig opgave for medarbejderne.
”Når en kunde kommer ind og siger: ‘Jeg skal have en iPhone’, er det ikke nødvendigvis, fordi kunden reelt har en præference for en bestemt telefon. Det samme ser vi med kunder, der siger, at de skal have en iPad. Nogle produktnavne er blevet så stærke, at de næsten bliver brugt som betegnelse for hele kategorien.”
Derfor skal sælgeren et skridt længere og finde ud af, hvad kunden faktisk har brug for. Det er blevet mere komplekst, fordi telefonen fylder langt mere i hverdagen end tidligere.
Allan Olderkjær tager sin egen telefon frem som eksempel.
”Den bruger jeg til at starte min bil. Den åbner min hoveddør. Det er mit betalingsmiddel, mit sygesikringsbevis og min bank. Alt er koblet op på den.”
Samtidig spænder smartphones fra modeller til godt 1.000 kroner til topmodeller i en helt anden prisklasse, og nye funktioner kommer hele tiden til. Her fylder AI blandt andet mere i både smartphones og wearables, hvor teknologien kan bruges til alt fra billeder og rejseplanlægning til træning og sundhedsdata.
”Det handler meget om, hvad de nye smartphones kan, og hvilke AI-funktioner der er kommet. Men især om, hvad du kan bruge det til i dagligdagen.”
Det samme gælder wearables. En kunde kan komme ind med et bestemt brand i tankerne, men også her skal sælgeren spørge ind til den konkrete brug.
”Hvad skal du egentlig bruge det til ud over at løbe og tracke dit løb? Er der andre ting, du gerne vil bruge det til? Så kan der være et andet alternativ, der passer bedre.”
For Allan Olderkjær er behovsafdækningen derfor helt central.
Salget stopper ikke ved telefonen
Når kunden har fundet den rigtige produkt, er rådgivningen ikke nødvendigvis slut.
Abonnementer, forsikringer, skærmbeskyttelse og forskellige services er også en del af det, medarbejderne skal kende og kunne forklare. På produktkurset er der derfor også leverandører og samarbejdspartnere med, som ikke nødvendigvis kommer med et fysisk produkt.
Et eksempel er mobilabonnementer, hvor streaming og andre tjenester i stigende grad kan følge med.
”Det er jo sjovt at have nogen med, som ikke rigtig har et fysisk produkt, men som har rigtig mange services. Der kommer hele tiden nye muligheder, og det skal medarbejderne også kende.”
Det samme gælder forsikringer. Her handler det ifølge Allan Olderkjær om, at medarbejderne kender hele indholdet og ikke alene ser forsikringen som et ekstra produkt.
Også skærmbeskyttelse fylder. Elgiganten tilbyder blandt andet en løsning, hvor beskyttelsen tilpasses den enkelte telefon og efterfølgende kan udskiftes, hvis den bliver beskadiget.
For Allan Olderkjær er pointen, at sælgeren skal kunne se på hele kundens behov omkring telefonen og forklare mulighederne.
Det gælder også, når den gamle telefon skal videre. Elgiganten arbejder med trade-in, hvor kunden kan aflevere sin gamle device i forbindelse med køb af en ny eller få penge for den.
”Der er mange penge i skufferne hjemme hos danskerne, det er helt sikkert.”
Wearables kan fylde under juletræet
Selvom Black Week og julehandlen i stigende grad flyder sammen, ser Allan Olderkjær stadig nogle forskelle på de produkter, der typisk sælges.
”I Black Week handler du stadig primært til dig selv. Men vi ser også en vækst i, at folk køber julegaver der. Hvis man kan få varen til den rigtige pris, hvorfor så vente?”
På Telecom forventer han blandt andet stort salg af smartphones under Black Week. Til jul peger han på wearables som en kategori, der kan komme til at fylde.
”Jeg tror helt klart, at wearables kommer til at fylde meget i vores julesalg. Det er produkter, som er relativt nemme for familien at gå ned og købe som gave.”
Og udviklingen går ikke nødvendigvis kun mod mere skærm.
Skærmløse wearables fylder mere, og samtidig ser Allan Olderkjær en interessant bevægelse tilbage mod produkter, som for få år siden virkede på vej ud.
Headsets med ledning er et eksempel.
”For få år siden tænkte alle, at ledninger skulle vi ikke bruge mere. Nu bliver det pludselig trendy og smart igen. Det er lidt back to basic.”
Produkttræning skal være hands-on
Midt i alle de nye funktioner, services og teknologier er Allan Olderkjær selv tilhænger af en ganske analog tilgang til undervisning.
Han har tidligere undervist ved hjælp af PowerPoint, men oplevede, at undervisningen ændrede sig, da han blev udfordret til at droppe præsentationen og i stedet bruge en flipover.
”Det blev totalt old school, men det var langt sjovere både for dem, der var med, og for mig, der skulle stå for træningen.”
Den erfaring passer godt til produktkurset i Billund, hvor medarbejderne netop får mulighed for at arbejde med produkterne.
”Det, der i virkeligheden virker bedst, er, når du går ned og står med tingene i hænderne og bruger dem. Det er dér, vi faktisk lærer det.”
For på Telecom er opgaven blevet mere kompleks. Produkterne kan mere, priserne spænder bredere, og rundt om selve produktet ligger abonnementer, forsikringer, services og tilbehør, som sælgeren også skal kunne rådgive om.
Derfor bliver det afgørende at kunne rådgive efter, at medarbejderne har stillet det helt grundlæggende spørgsmål:
Hvad skal du egentlig bruge det til?
Læs også: Webinar: Sådan køber danskerne forbrugerelektronik, Ny varehuschef i Elgiganten Field’s efter 13 år i kæden og IFA 2026: POWER ser AI som næste store skridt for hvidevarerne.