BSH leverer 15 mia. euro i omsætning i et udfordrende år

Europas største producent af hvidevarer og husholdningsapparater, BSH Home Appliances Group, præsenterede for nylig sit regnskab for 2025 med en samlet omsætning på 15 mia. euro (ca. 112 mia. kr.)

Beløbet svarer til en vækst på 2,8 procent målt i lokal valuta, men et fald på 1,6 procent når man justerer for valutaeffekter – et resultat, som koncernens topledelse betegner som tilfredsstillende i lyset af et fortsat udfordrende marked.

“Vi er kommet godt igennem svære tider. Det var et år med meget modvind, men det viste, at vores køreplan for fremtiden virker,” siger adm. direktør dr. Matthias Metz.

BSH, der ejer mærker som Bosch, Siemens, Gaggenau og Neff, oplevede salgsfremgang i Nordamerika, Europa og på vækstmarkeder som Tyrkiet, Mellemøsten og Indien. I Europa steg salget med 1,2 procent, drevet af særligt stærke resultater i indbygningssegmentet, som voksede med 4 procent. Kun i Kina gik det tilbage, hvor et fortsat svagt marked trak salget ned med 7,1 procent.

Investeringerne i forskning og udvikling blev øget til 847 mio. euro (ca. 6,3 mia. kr.) i 2025, svarende til 5,6 procent af omsætningen. Det afspejler sig i en række nye produkter, herunder verdens første indbyggede robotstøvsuger med moppefunktion og verdens første dampskuffe med fuld dampkogningsfunktion – begge under Bosch- og Siemens-mærkerne.

For 2026 forventer BSH fortsat volatile markeder, men fastholder sin strategi. “En reel genopretning af markederne er ikke forudsigelig. Vi forventer heller ingen medvind i 2026. Men vi har fundamentet til at bevise vores værd selv på vanskelige markeder,” siger dr. Matthias Metz.

APPLiA har fået en ny kollega på holdet

APPLiA og Elektronikbranchen har i denne uge budt velkommen til til Emma Laub Conradsen.
ASWO-stand på IFA 2026

IFA 2026: ASWO bruger Berlin til at finde de forretningsområder, der skal erstatte de gamle

For ASWO handler IFA ikke kun om nye produkter. Messen bruges til at møde leverandører og europæiske kolleger og til at spotte de forretningsområder, der skal vokse i fremtiden.
NSI Electronic på IFA 2026

IFA 2026: NSI Electronic leder efter den næste store trend

For NSI Electronic er IFA både salgsarbejde, relationspleje og jagten på nye produkter. Indehaver Martin Bach er på sin omkring 20. messe, men leder stadig efter det næste, der kan overraske markedet.

Nyhedsbrev

Du kan tilmelde dig her

Nyhedsbrev

Du kan tilmelde dig her