Christian Viltoft

Der er altid noget nyt at lære på SDA

Som salgschef for SDA i Elgiganten arbejder Christian Viltoft med en kategori, hvor nye produkter kan gå fra TikTok til ønskelisterne på kort tid. På Elgigantens store produktkursus i Billund handler det derfor både om at få produkterne i hænderne og gøre medarbejderne klar til det næste, kunderne kommer og spørger efter.

Når medarbejderne i Elgigantens varehuse står på gulvet til hverdag, er kunderne førsteprioritet. På produktkurset i Billund er der for en stund mulighed for at lukke verden udenfor og koncentrere sig om produkterne.

Det er noget af det vigtigste ved dagene, mener Christian Viltoft, salgschef for SDA i Elgiganten.

”Her kan medarbejderne være til stede på en helt anden måde og tage læringen ind. I varehuset kommer der hele tiden en kunde, som selvfølgelig skal have opmærksomheden. Her har vi tiden til at fordybe os.”

Og netop på SDA er der meget at følge med i.

Fra airfryere til ismaskiner og robotstøvsugere

Christian Viltoft beskriver SDA som en af de kategorier, hvor der sker rigtig meget. Nye produktgrupper kan på ganske kort tid vokse sig store.

For få år siden var det airfryeren. Sidste år fyldte ismaskinerne markant. Nu peger han blandt andet på robotstøvsugere, hvor teknologien har taget store spring.

Robotstøvsugeren er jo langt fra ny. Den fandtes også for 10-15 år siden. Forskellen er ifølge Christian Viltoft, at produkterne nu er blevet så gode, at flere forbrugere oplever, at de rent faktisk løser en opgave i hjemmet.

”Når naboen eller ens søster har købt en robotstøvsuger og fortæller, at den upåklageligt klarer både støvsugningen og gulvasken derhjemme, så begynder man selv at kigge på den. Og vi kan se, at kunderne gerne vil bruge mange penge på et produkt, hvis det reelt fjerner en opgave fra hverdagen.”

Det gør produktviden afgørende. For udviklingen går stærkt, og nye modeller og funktioner kommer løbende.

TikTok kan være første stop for den næste store trend

Samtidig er det ikke nødvendigvis i butikkerne, de nye produkttrends begynder.

TikTok og Instagram spiller en stadig større rolle for, hvilke produkter forbrugerne får øje på. Det gælder ikke mindst inden for beauty, hvor blandt andet LED-masker og forskellige stylingprodukter fylder.

Her har Elgiganten ifølge Christian Viltoft en fordel i, at mange af medarbejderne selv er unge og følger udviklingen.

”De har selv set produkterne på TikTok og Instagram. Det skal vi blive endnu bedre til at bruge, for medarbejderne ved ofte allerede, hvad der rører sig.”

Men opmærksomhed på sociale medier er ikke nødvendigvis det samme som salg.

Det kan være 14-, 15- eller 16-årige, der først opdager et produkt, selvom de ikke selv har pengene til at købe det. Til gengæld kan de få produktet ind på familiens radar og senere på en ønskeliste.

Beauty bliver vigtig op mod jul

Når Elgiganten bevæger sig ind i årets store salgsmåneder, forventer Christian Viltoft, at flere af de kendte produktgrupper igen vil fylde.

Men tidspunktet betyder noget. Til Black Week og Black Friday forventer han blandt andet stor interesse for robotstøvsugere og espressomaskiner. Det er produkter, hvor priserne kan være høje, og hvor kunderne derfor kan være villige til at vente på et godt tilbud.

Når december begynder, forventer han til gengæld, at beauty kommer til at fylde endnu mere.

”Beauty bliver helt sikkert en bærende del af december, fordi produkterne kommer på ønskelisterne. Derfor er det altafgørende, at vores medarbejdere er klædt på til at rådgive om dem.”

Ismaskinerne er han mere spændt på.

Sidste år blev de solgt i stort antal op mod jul, selvom december ikke ligefrem er højsæson for is.

”Vi forbereder os på, at de også bliver store til december. Men jeg er spændt på, om det holder igen i år.”

Robotterne giver sælgerne en udfordring

Den vigtigste læring for sælgerne lige nu ser Christian Viltoft dog inden for robotterne.

Robotstøvsugerne udvikler sig med høj hastighed, og producenterne konkurrerer om hele tiden at lancere nye funktioner og modeller.

Det stiller store krav til medarbejderne.

”Det er meget svært for vores personale at følge med og kende forskel på de forskellige brands og modeller, når der hele tiden kommer noget nyt. Derfor er vi afhængige af, at leverandørerne er gode til at klæde medarbejderne på, men også af, at medarbejderne selv opsøger viden og interesserer sig for, hvad der sker på markedet.”

Det samme gælder robotplæneklippere, hvor udviklingen også går stærkt.

Og netop derfor giver det mening at tage medarbejderne væk fra varehusgulvet og samle dem om produkterne.

For når en kategori bevæger sig hurtigt, skal den viden, sælgeren står med over for kunden, følge med.

Læs også: Webinar: Sådan køber danskerne forbrugerelektronik og Ny varehuschef i Elgiganten Field’s efter 13 år i kæden.

Generationsskifte i Punkt1: Nye kræfter kommer med, mens erfaringen stadig er i butikken

I Punkt1 i Kalundborg er et generationsskifte i gang. Steen Jensen og Jesper Petersen har gjort Michala Rømer og Mike Jensen til medejere, mens de selv fortsætter. Målet er at give næste generation tid til at vokse med ansvaret.
Shark-beauty-scaled

Shark lancerer FlexStyle IonCurl

Shark Beauty lancerer FlexStyle IonCurl i Danmark. Modellen kombinerer hårtørring og styling med luft og er udstyret med Ion Smooth-teknologi, CoandaBoost-teknologi, Airset-knap og Scalp Shield-funktion. FlexStyle IonCurl har særligt fokus på krølledefinition, glans og kontrol over krus.
EU's regulering af batterier

Nye EU-krav til batterier på vej

Fra februar 2027 træder nye EU-krav til batterier i kraft. Bærbare batterier skal som hovedregel kunne tages ud og udskiftes af slutbrugeren, men der findes en række undtagelser. APPLiA har samlet den viden, vi har om kravene til blandt andet udskiftning, dokumentation, reservedele, mærkning og QR-koder.

Nyhedsbrev

Du kan tilmelde dig her

Nyhedsbrev

Du kan tilmelde dig her