Standarderne er et vigtigt skridt på vejen mod de kommende krav om digitale produktpas, men de fastlægger endnu ikke, hvilke produktoplysninger producenterne skal levere.
Det var et af hovedbudskaberne på et webinar, som CEN/CENELEC afholdt i slutningen af juni, hvor de nye standarder blev præsenteret.
Fundamentet før indholdet
Standarderne giver ikke svar på, hvilke oplysninger et Digital Product Passport for eksempelvis et køleskab, en vaskemaskine eller et TV skal indeholde.
I stedet etablerer de seks standarder den fælles tekniske infrastruktur bag Digital Product Passport. De beskriver, hvordan produkter skal identificeres, hvordan data skal udveksles mellem forskellige IT-systemer, hvordan oplysninger skal lagres, og hvordan de kan tilgås af blandt andre reparatører, markedsovervågningsmyndigheder, genanvendere og andre autoriserede aktører.
En god sammenligning er internettet. Internettets protokoller bestemmer ikke indholdet på en hjemmeside – de sikrer blot, at alle kan få adgang til og læse den. På samme måde fastlægger DPP-standarderne de fælles tekniske spilleregler, som alle fremtidige digitale produktpas skal bygge på.
De seks standarder skaber én fælles arkitektur
På webinaret understregede CEN/CENELEC, at standarderne ikke skal ses som seks separate dokumenter. Tilsammen udgør de én samlet teknisk arkitektur for Digital Product Passport.
Standarderne omfatter blandt andet:
- unikke produktidentifikatorer, som sikrer, at hvert produkt får sin egen digitale identitet
- databærere, såsom QR-koder eller NFC, der forbinder det fysiske produkt med det digitale produktpas
- databehandling og dataudveksling, så oplysninger kan deles i standardiserede formater
- datalagring og arkivering, så oplysninger bevares gennem hele produktets levetid
- API’er, som gør det muligt for autoriserede systemer at hente oplysninger fra det digitale produktpas
- interoperabilitet, så forskellige virksomheders IT-systemer kan kommunikere med hinanden.
To yderligere standarder om adgangsrettigheder og datasikkerhed er fortsat under udvikling og forventes at supplere den samlede arkitektur.
Ingen central EU-database
Et vigtigt budskab fra webinaret var, at EU ikke lægger op til at etablere én central database med alle produktoplysninger.
I stedet forventes virksomhederne fortsat at opbevare deres produktdata i egne systemer. Oplysningerne skal deles via standardiserede API’er, som fungerer som kontrollerede digitale adgangsveje til virksomhedernes data. Dermed kan reparatører, myndigheder og genanvendere hente de oplysninger, de er autoriserede til at få adgang til, uden at virksomhederne skal dele hele deres databaser.
De konkrete produktkrav kommer senere
Selv om standarderne nu er offentliggjort, er det vigtigt at skelne mellem den tekniske infrastruktur og de kommende produktspecifikke krav.
De konkrete informationskrav for de enkelte produktgrupper vil blive fastlagt gennem delegerede retsakter under Ecodesign for Sustainable Products Regulation (ESPR).
For elektronikbranchen betyder det, at de specifikke datakrav for energirelaterede produkter og senere ICT-produkter først bliver fastlagt i kommende produktlovgivning. Standarderne angiver derfor endnu ikke, hvilke datafelter virksomhederne skal udfylde – de beskriver alene, hvordan oplysningerne skal kunne udveksles, når kravene er vedtaget.
Hvad bør I gøre nu?
Selv om de konkrete informationskrav endnu ikke er kendt, peger standarderne tydeligt på, hvilken retning virksomhederne bør begynde at forberede sig på.
Det bliver stadig vigtigere at arbejde med strukturerede og maskinlæsbare produktdata frem for dokumentbaserede løsninger. Samtidig bør virksomheder begynde at overveje, hvordan deres PIM-, ERP- og PLM-systemer på sigt kan udveksle data via standardiserede API’er, og hvordan produkter kan tildeles entydige digitale identiteter.
Kort sagt peger standarderne på, at den største udfordring for mange virksomheder ikke bliver at indsamle flere data, men at sikre, at eksisterende data kan deles på en struktureret, sikker og interoperabel måde.
APPLiA følger udviklingen
Der er fortsat en række vigtige brikker, som mangler, før Digital Product Passport bliver en realitet for elektronikbranchen. Først og fremmest afventer branchen de produktspecifikke delegerede retsakter, som vil fastlægge de konkrete informationskrav.
APPLiA følger udviklingen tæt og vil løbende holde medlemmerne orienteret, efterhånden som Europa-Kommissionen offentliggør ny lovgivning og vejledning.
Husk, at du allerede nu kan tilmelde dig vores webinar med Erhvervsstyrelsen om netop det digitale produktpas: Webinar: Status på det digitale produktpas – APPLiA
Få mere viden om Digital Product Passport
Europa-Kommissionen har derudover netop lanceret det nye Register for digitale produktpas (Digital Product Passport Registry), som bliver den centrale registreringsplatform for digitale produktpas. Registreret indeholder ikke selve produktdataene, men fungerer som et fælles indeks med produktets unikke identifikator og tilhørende metadata. Selve produktinformationen opbevares fortsat decentralt hos den enkelte økonomiske aktør eller dennes DPP-serviceudbyder.
Kommissionen har desuden samlet information om Digital Product Passport på en dedikeret hjemmeside, hvor der blandt andet findes en tidslinje for den videre implementering, teknisk dokumentation, vejledninger og øvrige ressourcer.
Du kan læse mere her:
- The Digital Product Passport Registry is now live – Internal Market, Industry, Entrepreneurship and SMEs
- Europa-Kommissionens Digital Product Passport-side
Ønsker du et mere detaljeret indblik i de seks standarder, er du også velkommen til at kontakte APPLiA. Vi deler gerne præsentationen fra CEN/CENELECs webinar med vores medlemmer.