De ville bygge en butik, de selv havde lyst til at handle i

På fem år er Byens Hvidevarer blevet et navn, mange i Kolding anbefaler videre. APPLiA har besøgt butikken, hvor to bedste venner har skabt en forretning med fokus på kvalitet og den gode kundeoplevelse - og med ambitioner om at føre konceptet videre til flere danske byer.

Der er noget særligt ved Byens Hvidevarer i Kolding. Det opdager man allerede, inden man træder ind ad døren. Ingen store bannere. Ingen gule tilbudsskilte. Ingen højtråbende kampagner. I stedet mødes man af en stilren facade, og når døren åbner, strømmer rolig musik ud af højttalerne. Butikken er lys, elegant og næsten mere inspireret af et designhus end en traditionel hvidevareforretning.

Det er præcis sådan, Morten Dalsgaard Thiemer og Alexander Schandorph Peters ønsker, at deres butik skal være.

For dem handler det ikke om at råbe højest. Det handler om at skabe en oplevelse, hvor kunderne føler sig velkomne, får ærlig rådgivning og går derfra med tillid til både produktet og menneskene bag.

“Missionen er egentlig bare, at tingene skal være i orden. Det gælder, hvordan butikken ser ud, men lige så meget hvordan kunderne bliver behandlet. Det handler ikke om bare at sælge en vaskemaskine. Det handler om at skabe en relation”, siger Morten Dalsgaard Thiemer.

To bedste venner med samme drøm

Historien om Byens Hvidevarer begynder længe før butikken gjorde. Morten Dalsgaard Thiemer kommer ikke fra hvidevarebranchen. Han er uddannet automekaniker og har blandt andet arbejdet mange år i fitnessbranchen og med administration. Alexander Schandorph Peters er derimod vokset op i branchen. Han er udlært gennem Skousen, har arbejdet i Elgiganten og vendte senere tilbage til hvidevarebranchen. De to har kendt hinanden i mere end 20 år.

“Vi har egentlig altid vidst, at vi skulle lave noget sammen. Vi kan nogle forskellige ting, og vi tror på, at kombinationen gør os stærkere,” siger Morten Dalsgaard Thiemer.

Da de besluttede at starte Byens Hvidevarer, var ambitionen ikke bare at åbne endnu en butik. De ville gøre tingene anderledes.

“Der var nogle ting i branchen, som vi syntes kunne gøres bedre. Mere nede på jorden. Mere ordentligt”, fortæller Alexander Schandorph Peters

De første lokaler lå i et gammelt lager i Kolding. Her byggede de stort set det hele selv. Vinduer, varme, indretning og butik. Da de fem år senere flyttede til de nuværende lokaler, gjorde de det igen. Selv indretningen stod de selv for. Resultatet er en butik, hvor detaljerne er tænkt igennem.

Et ry, der skaber nye kunder

Noget af det, Morten Dalsgaard Thiemer og Alexander Schandorph Peters er mest stolte af, er ikke omsætningen eller de flotte lokaler. Det er det ry, virksomheden har opbygget på bare fem år.

Der kommer ofte kunder i butikken, fordi de har fået forretningen anbefalet.

Byens Hvidevarer er ifølge de to ejere også den eneste hvidevareforretning i Danmark med fem stjerner på Trustpilot efter flere hundrede anmeldelser.

“Vi går rigtig langt for vores kunder. Hvis der opstår et problem, hjælper vi dem. Vi sender dem ikke bare videre til producenten. Vi vil gerne være deres kontakt hele vejen,” siger Morten Dalsgaard Thiemer Dalsgaard Thiemer.

Ingen tilbudsjagt

Selvom priser naturligvis betyder noget, er det ikke dem, der fylder mest i butikkens markedsføring. På sociale medier er det Morten Dalsgaard Thiemer og Alexander Schandorph Peters selv, der optræder foran kameraet. De fortæller om produkterne, viser løsninger frem og giver kunderne et indblik i hverdagen.

Det virker.

Halvdelen af omsætningen kommer i dag fra private kunder, mens den anden halvdel kommer fra erhvervskunder. Blandt samarbejdspartnerne er blandt andet Lasse Larsen Huse, som gennem en årrække har valgt Byens Hvidevarer som leverandør.

Og selv om nettet sætter priserne, nægter de at gøre rabatter til deres vigtigste salgsargument.

“Vi sælger ikke os selv på rabatter. Vi matcher den laveste netpris, men vi vil hellere konkurrere på rådgivning, service og ordentlighed”, fortæller Alexander Schandorph Peters.

Selvstændige – men en del af Hvidt & Frit

Selvom Byens Hvidevarer er en selvstændig butik, står Morten Dalsgaard Thiemer og Alexander Schandorph Peters ikke alene. Gennem medlemskabet af Hvidt & Frit har de adgang til attraktive indkøbsaftaler og et stærkt netværk af kolleger over hele landet.

“Vi får det bedste fra to verdener. Vi driver vores egen butik på vores egen måde, men vi har samtidig styrken fra et stort kædesamarbejde i ryggen. Vi kunne ikke drive butikken rentabelt uden,” fortæller Morten Dalsgaard Thiemer.

For Morten er engagementet også personligt. Han sidder i dag i Hvidt & Frits bestyrelse, hvor han er med til at udvikle kæden og sikre, at de selvstændige butikker fortsat står stærkt i en branche med hård konkurrence og store internationale aktører.

Kun produkter, de selv tror på

Og selvom Hvidt og Frit har mange brands i indkøbsaftalen, så er sortimentet i butikken nøje udvalgt. Man finder ikke produkter, som Morten Dalsgaard Thiemer og Alexander Schandorph Peters ikke selv har tillid til.

“Det vigtigste er, at vi sælger noget ordentligt. Når man sælger kvalitet, får man også færre reklamationer og dermed flere tilfredse kunder,” siger Morten Dalsgaard Thiemer

Det betyder ikke, at alle kunder skal købe de dyreste produkter. Tværtimod. Har kunden et budget på 4.000 kroner, finder de den bedste løsning til det budget. Men de lover aldrig mere, end produktet kan holde til.

“Vi er ærlige omkring, hvad man kan forvente. Hvis man bruger lidt mere, får man måske også længere levetid. Det fortæller vi åbent,” siger Alexander Schandorph Peters.

Ordentligheden gælder også efter handlen. Derfor har de håndplukket de montører, der leverer og installerer produkterne hos kunderne. Hele oplevelsen skal hænge sammen – fra den første samtale i butikken til den færdige installation hjemme hos kunden. For Morten Dalsgaard Thiemer og Alexander Schandorph Peters er det netop detaljerne, der skaber den tillid, som kunderne vender tilbage på.

Bedste venner – også uden for butikken

Selvom virksomheden vokser, er én ting ikke ændret. Morten Dalsgaard Thiemer og Alexander Schandorph Peters er stadig bedste venner. Hvert år tager de sammen ud til producenter rundt omkring i Europa. Turene handler naturligvis om at opleve nye produkter, besøge fabrikker og styrke samarbejdet med leverandørerne. Men de handler også om at huske at være venner.

“Vi bruger også turene på bare at være sammen. Det er vigtigt. Vi er trods alt bedste venner, og det skal man også passe på,” fortæller Alexander Schandorph Peters.

Drømmen stopper ikke i Kolding

Byens Hvidevarer har på få år skabt en forretning med loyale kunder, et stærkt lokalt ry og en butik, der skiller sig ud fra branchens klassiske udtryk. Nu drømmer Morten Dalsgaard Thiemer og Alexander Schandorph Peters om at åbne flere Byens Hvidevarer-butikker rundt om i landet.

Det vigtigste er dog, at kulturen følger med.

“Vi vil ikke bare åbne flere butikker. Vi vil finde de rigtige mennesker, som deler vores måde at møde kunderne på. Det er i virkeligheden det, hele Byens Hvidevarer bygger på,” afslutter Alexander Schandorph Peters.

Power bygger videre på sit ambitiøse reklameunivers – nu i tre lande

Med reklameserien “De Nordiske Nøgler” fortsætter Power stilen, hvor reklamer ikke længere blot er tilbud og prisreklamer, men et univers, som især yngre forbrugere kan identificere sig med. “De unge mennesker i dag tiltrækkes simpelthen af nogle andre mekanismer,” siger direktør Jesper Boysen.

Fra Pølser til præcision: Gastronomi på grillen

Grillen har været fast inventar i haven i årtier. I takt med at nye produkter er rykket ind i haven har grillen måske fyldt mindre i fortællingen. Men den er ikke forsvundet. Den har ændret karakter. Fra det enkle redskab, mange kender fra barndommen, til en mere avanceret del af

Nye køle- og fryseskabe fra TCL leder varmen bort nedefra

TCL sender en ny serie fritstående køle- og fryseskabe på markedet, hvor varmen ledes bort nedefra. Det lader skabene stå tæt op ad køkkenet med et indbygget udtryk, uden de brede ventilationsspalter fritstående modeller ellers kræver.

Nyhedsbrev

Du kan tilmelde dig her

Nyhedsbrev

Du kan tilmelde dig her