Der er ingen mangel på steder at købe hvidevarer i Hillerød. Flere af landets største kæder ligger tæt på hinanden, og kunderne har mange muligheder, når vaskemaskinen står af, eller køkkenet skal fornyes. For Benjamin Lundsgaard Jensen er det ikke noget problem. Faktisk slet ikke.
”Jeg vil gerne have konkurrence. Det motiverer mig. Så skal vi hele tiden blive endnu bedre til det, vi gør”.
Den tilgang siger meget om den måde, han driver Skousen Hillerød på. For Benjamin handler det ikke om at sælge produkter, som kunderne ikke kan købe andre steder. Det handler om at skabe en butik, de vælger at køre hen til.
Kæden skaber rammerne, butikken skaber han selv
Benjamin har arbejdet i hvidevarebranchen i næsten 20 år. Han begyndte som erhvervssælger i Skousen Hillerød og blev for knap fire år siden medejer af butikken sammen med Peter Jacobsen og Jacob Madsen. I dag er de også i gang med at åbne en ny butik i Hørsholm. Selvom Skousen er en landsdækkende kæde, oplever Benjamin, at franchisemodellen giver frihed til at drive butikken på sin egen måde.
”Vi er købmænd helt ud til fingerspidserne. Vi følger selvfølgelig kædens kampagner, men vi kan også selv tage lokale initiativer og gøre det, der giver mening her i området”, fortæller han.
Netop den frihed har Benjamin brugt til at gøre Skousen Hillerød til sin egen. Ikke ved at ændre på produkterne, men ved at gøre butikken lokal.
”Vi ønsker ikke kun den ene handel, hvor kunden køber en vaskemaskine og først kommer tilbage om ti år. Vi vil gerne have den langvarige kunderelation”, siger han.
Ansigtet på butikken
Benjamin er ikke kun manden bag disken. Han er også ansigtet udadtil. Han er frontfigur i butikkens videoer på Facebook og Instagram, hvor han løbende deler videoer, konkurrencer og sæsonaktuelle produkter. Hans ansigt møder dem også på butikkens facade og på de trailere, kunderne kan låne med hjem, når de skal transportere deres nye hvidevarer. Målet er enkelt. Når kunderne får brug for en ny vaskemaskine eller kaffemaskine, skal de vide, hvor de vil køre hen.
”Når folk tænker hvidevarer, skal de tænke: “Det er Benjamin. Vi kører derned.””, siger han.
Det er også derfor, butikken sjældent annoncerer i aviser. I stedet bruger Benjamin kræfterne dér, hvor kunderne møder ham i hverdagen. Et aktuelt eksempel er Ninja CREAMi, som er blevet en af butikkens største sællerter denne sommer og som han reklamerede for via sine online platforme på Facebook og Instagram.
”Lige før weekenden havde vi omkring 50 Ninja CREAMi stående som kundereservationer. Folk går simpelthen og venter på, at vi får dem hjem igen”.
En del af Hillerød
Benjamin ønsker, at Skousen Hillerød bliver opfattet som en del af byen. Derfor engagerer butikken sig i lokale initiativer, støtter Royal Stage og en række idrætsforeninger og bakker op om både store og små arrangementer. Blandt andet støtter butikken en lokal svømmeklub med et beløb for hver bane, der bliver svømmet, mens fodboldtrøjer fra lokale klubber hænger synligt i butikken. Samtidig inviteres kunderne løbende indenfor til events og aktiviteter, hvor leverandører demonstrerer produkter, laver mad og skaber liv i butikken.
”Vi vil selvfølgelig gerne drive en god forretning, men vi vil også gerne være en aktiv del af byen. Hvis der kommer et godt lokalt initiativ, synes vi også, det er sjovt at være med”.
Han oplever, at den lokale tilstedeværelse gør en forskel. Ikke nødvendigvis den dag et opslag bliver lagt på Facebook, eller et sponsorat bliver indgået. Men den dag kunden skal vælge, hvilken butik bilen skal køre hen til.
Den gode oplevelse skal kunne mærkes
Da vi besøger butikken, summer en slush ice-maskine ved indgangen. Et tegnebord er gjort klar til børnene, og foran disken står en kurv med bolsjer.
“Dem må kunderne gerne tage mere end én af,” lyder det med et smil.
Detaljer, som ifølge Benjamin er med til at skabe en butik, hvor kunderne føler sig velkomne. Den samme tanke kundernes møde med medarbejderne.
Flere af dem har arbejdet med hvidevarer i en årrække og de ved meget om de produkter, som de sælger. Og når nye kolleger bliver ansat, bliver de oplært grundigt. Produktkendskab er en forudsætning for at kunne rådgive kunderne ordentligt, og derfor investerer butikken løbende i produkttræning, salgstræning og besøg fra leverandører. Ambitionen er, at kunderne møder den samme faglighed og service uanset hvem de taler med:
”Om kunden møder mig eller en af mine kolleger, skal oplevelsen være den samme.”


Det personlige møde
Benjamin ved godt, at kunderne kan købe de samme produkter mange andre steder. Derfor handler det heller ikke kun om hvidevarer. Det handler om at gøre Skousen Hillerød til en butik, kunderne husker og vælger igen næste gang.
Da vi forlader butikken, bliver vi mødt af et “på gensyn”. Samtidig står flere medarbejdere ved disken, klar til at tage imod de nye kunder som løbende træder ind ad døren. Og det er ikke tilfældigt:
”Mine sælgere skal ikke sidde omme bagved og vente på, at en klokke fortæller dem, at der er kommet en kunde. Der skal altid stå en klar til at tage imod. Man skal føle sig velkommen, lige så snart man træder ind ad døren.”
Den tilgang er, ifølge Benjamin, en vigtig del af forklaringen på, hvorfor kunderne kommer igen. Produkterne kan de købe mange steder. Den lokale oplevelse er det, han håber, de husker.