Ens information om produktgarantier i hele EU: Forstå den lovpligtige meddelelse i og det nye GARAN mærke

Fra september 2026 skal alle butikker og webshops i EU vise en meddelelse om forbrugerens lovpligtige garanti, og producenter får samtidig et nyt mærke til at fremhæve ekstra holdbarhedsgaranti. Vi gennemgår de to værktøjer og de krav, din virksomhed skal leve op til.

De to værktøjer træder i kraft den 27. september 2026 og gælder i hele EU. Det ene er en obligatorisk meddelelse om den lovpligtige garanti, som alle butikker og webshops skal vise tydeligt frem til forbrugerne. Det andet er et frivilligt mærke kaldet GARAN, som producenter kan bruge til at signalere en ekstra holdbarhedsgaranti på et produkt. De ligner hinanden visuelt og nævnes ofte i samme åndedrag, men de dækker to vidt forskellige ting og må ikke forveksles.

Fælles for dem begge er, at de har et fast design fastlagt af EU, som virksomheder ikke selv må ændre på. Begge mærkater kan downloades på EU’s hjemmeside gennem linket her.

Den harmoniserede meddelelse om den lovpligtige garanti

Den harmoniserede meddelelse er en besked, der skal være synlig for forbrugeren i butikken eller på webshoppen, og som minder dem om den lovpligtige garanti, det vi i Danmark kender som reklamationsretten. Den giver mindst to års beskyttelse og oplyser kort, at sælgeren hæfter for mangler, der var til stede ved leveringen, med ret til gratis reparation eller ombytning, og i visse tilfælde prisafslag eller pengene tilbage.

Meddelelsen er obligatorisk for alle, der sælger varer til forbrugere, uanset omsætning eller størrelse. Til gengæld er den knyttet til butikken som helhed og ikke til det enkelte produkt, så én meddelelse det rette sted er nok.

I en fysisk butik skal meddelelsen vises “på en fremtrædende måde”, for eksempel ved indgangen, på væggen eller ved kassen, så kunderne nemt kan se den. Den må aldrig være mindre end A4, men gerne større, og hele meddelelsen skal vises samlet uden at blive beskåret eller forvrænget. På en webshop skal den være placeret et tydeligt sted, hvor forbrugeren altid kan få den frem. Det kan for eksempel være et fast link i menulinjen eller på produktsiden, der åbner den fulde meddelelse ved klik. Kommissionens egne eksempler peger netop på et synligt link som “Dine rettigheder ved lovpligtig garanti” i sidehovedet, på katalogsiden eller ved checkout. Meddelelsen skal også med i ordrebekræftelsesmailen.

Den harmoniserede meddelelse der skal være synlig i butikker og webshops

GARAN-mærket: Et frivilligt holdbarhedsgaranti

Hvor meddelelsen minder om en rettighed, forbrugeren allerede har, reklamerer GARAN-mærket for noget ekstra, producenten frivilligt vælger at love. Det er et produktspecifikt mærke, der signalerer, at netop dette produkt er dækket af en holdbarhedsgaranti ud over de lovpligtige to år. Det er altså et konkurrenceparameter, ikke et lovkrav.

Tre betingelser skal alle være opfyldt, før mærket må bruges: garantien skal være gratis for forbrugeren, den skal dække hele produktet og ikke kun en enkelt komponent, og den skal gælde i mere end de to år, der allerede tilbydes som standard.

På mærket står et tal, der viser, hvor mange års holdbarhedsgaranti der gælder på netop det produkt. Det er vigtigt at understrege, at tallet er den samlede holdbarhedsgaranti i hele år, ikke et tillæg til de lovpligtige to. Sætter man “5” på et køleskab, lover man fem års holdbarhed i alt, ikke to plus fem. Halve år som “2,5” er tilladt, andre decimaler ikke.

Det produktspecifikke GARAN mærke

Kravet om, at garantien skal dække hele produktet, betyder ikke, at man ikke længere må give garantier på enkelte dele. En udvidet garanti på for eksempel en kompressor i et køleskab er fuldt lovlig. Den må blot ikke kommunikeres gennem GARAN-mærket, da mærket er forbeholdt garantier, der dækker hele produktet. Bruger man mærket på en garanti, der kun dækker en enkelt komponent, vildleder man forbrugeren til at tro, at hele produktet er dækket.

Ved GARAN-mærket har producenten og sælgeren hver sin opgave. Producenten beslutter at give garantien, fastlægger vilkårene i en garantierklæring og kan selv placere mærket på produkt eller emballage. Sælgeren skal vise mærket på en fremtrædende måde, så forbrugeren kan se, hvilket produkt der er dækket, men skal ikke selv opsøge oplysningen, da det er producentens ansvar at levere den. I fysisk form skal mærket mindst måle 95 × 100 mm og kan placeres på hylden, på emballagen eller som hangtag. Online vises det ved produktet før køb og skal også med ved checkout og i ordrebekræftelsen.

Det er værd at understrege, at mærket ikke bare er et marketingsignal. Når en producent giver en holdbarhedsgaranti, hæfter virksomheden direkte over for forbrugeren på mærkets vilkår i hele perioden. Tallet er med andre ord et bindende juridisk løfte.

Reglerne er vedtaget i Danmark

Reglerne er allerede på plads i dansk ret. Danmark har gennemført reglerne i markedsføringsloven, forbrugeraftaleloven og forbrugerklageloven, så de er klar til ikrafttræden den 27. september 2026, samme dato som EU kræver i resten af medlemslandene. Selve udformningen af meddelelsen og mærket følger direkte af EU-forordningen, og det er Forbrugerombudsmanden, der fører tilsyn.

I praksis har både producenter og sælgere god grund til at gå i gang nu. Sælgere skal sikre, at meddelelsen er på plads i butik, på webshop og i ordrebekræftelser inden den 27. september 2026. Producenter, der vil bruge GARAN-mærket, skal beslutte garantiens længde, udarbejde garantierklæringen og gøre mærket tilgængeligt for deres forhandlere.

APPLiA Danmark følger udviklingen og holder medlemmerne opdateret. Har du spørgsmål til, hvad de nye garantiregler konkret betyder for din virksomhed, er du velkommen til at kontakte os eller benytte jeres gratis telefonrådgivning hos LIGA Advokater, som I får adgang til gennem jeres APPLiA-medlemskab. Læs mere om dette her.

Kogende vand er blevet hverdag – nu kommer konkurrencen

I mange år har Quooker været næsten synonym med kogende vandhaner i danske køkkener. Men markedet er modnet, forbrugerne kender produktkategorien, og nu ser flere aktører et potentiale i at udfordre den etablerede spiller.

Outdoor cooking skal opleves i praksis

Ifølge Witt er der stor forskel på at se en pizzaovn på en skærm og selv stå med pizzaspatlen i hånden foran en brandvarm sten. På samme måde får en grill en helt anden dimension, når man selv står ved varmen, hører det syde på risten og oplever funktionerne i

Samsung lancerer sit 2026-sortiment af TV i Danmark

Samsung lancerer nu sit tv-sortiment for 2026, hvor den største nyhed er introduktionen af den nye Micro RGB-teknologi.

Nyhedsbrev

Du kan tilmelde dig her

Nyhedsbrev

Du kan tilmelde dig her