En af de mest konkrete ændringer er et forslag om at lempe kravet om, at leverandører skal sørge for, at et fysisk energimærke følger med hver enkelt enhed af et produkt.
I stedet lægges der op til en mere digital tilgang. Det betyder dog ikke, at det fysiske energimærke forsvinder. Forbrugerne skal fortsat have adgang til energimærket i forbindelse med købet, og forhandlere vil fortsat kunne anmode leverandøren om at få udleveret et fysisk mærke.
Ændringen skal dermed først og fremmest mindske behovet for at producere og vedlægge fysiske mærker til samtlige produkter, når oplysningerne allerede er tilgængelige digitalt.
EPREL og det digitale produktpas skal hænge bedre sammen
Kommissionen lægger op til et tættere samspil mellem den europæiske produktdatabase EPREL og det kommende digitale produktpas, DPP. Forslaget skal skabe en bedre sammenhæng mellem de digitale systemer og den produktinformation, der allerede findes i EPREL.
Mange af de produktdata, der skal bruges i forbindelse med det digitale produktpas, findes allerede eller vil findes i EPREL. Forslaget skal derfor bidrage til at undgå, at virksomheder skal registrere de samme oplysninger flere steder, og til at skabe en bedre sammenhæng mellem de forskellige digitale systemer.
Det er særligt relevant i takt med, at mængden af produktdata, som virksomheder skal håndtere og stille til rådighed digitalt, vokser.
EPREL skal selv kunne generere energimærket
Forslaget indeholder også en mere konkret forenkling af arbejdet i EPREL. Leverandører skal efter forslaget ikke længere særskilt uploade selve energimærket som en billedfil.
I stedet skal energimærket kunne genereres på baggrund af de produktoplysninger, der allerede er registreret i EPREL. Dermed fjernes et særskilt trin i registreringsprocessen.
Længere overgang ved nye energimærker
Endelig foreslår Kommissionen at give forhandlere længere tid til at sælge produkter med et ældre energimærke, når en produktgruppe får et nyt, reskaleret energimærke.
Når energiskalaen ændres, kan forhandlere stå med produkter på lager, som er mærket efter den tidligere skala. Forslaget lægger op til en længere overgangsperiode, så eksisterende lagre ikke skal håndteres inden for en meget kort periode alene som følge af ændringen af energimærket.
Der er fortsat tale om et forslag fra EU-Kommissionen, og ændringerne gælder ikke endnu. Forslaget kan læses her.