“Den er blevet en integreret del af en større mad- og livsstilsoplevelse,” fortæller Anders Rye Hansen, Product Manager Outdoor hos Witt Danmark.
“Tidligere handlede det om hurtige pølser og bøffer. I dag er det centrum for kreativ madlavning og socialt samvær.”
Udviklingen er tydelig. Temperaturkontrol, varmezoner og nye teknologier har rykket grænsen for, hvad man kan lave på grillen.
“Vi ser løsninger, hvor man kan arbejde med alt fra 60 til 900 grader. Det åbner op for helt nye muligheder.”
En renæssance i haven
Grillen oplever i disse år en ny storhedstid, i takt med, at interessen for udelivet stiger.
“Vi oplever helt klart en renæssance for grillen, drevet af interessen for udekøkkener,” siger Anders.
“Forbrugerne investerer mere i deres udeområder og vil kunne lave komplette måltider udenfor.”
Det betyder også, at grillen i dag tænkes ind i en helhed. Design, funktionalitet og performance skal spille sammen. Brands som Outdoorchef og Everdure er med til at definere den udvikling, hvor grillen bliver en integreret del af et samlet udemiljø, fortæller Anders.
Et køkken udenfor
Grillen er ikke længere sæsonbetonet. Den er blevet et helårsprodukt.
“Brugen har ændret sig markant. Flere eksperimenterer med alt fra grøntsager og fisk til desserter og bagning af brød. Det stiller større krav til udstyret.”
Det moderne udekøkken er derfor ikke ”bare for sjov” eller et kompromis når man ikke vil ind fra haven. Det er et fuldgyldigt køkken.
“Det skal kunne håndtere forskellige tilberedningsformer og samtidig fungere som et socialt samlingspunkt, siger Anders.”
Teknologi, der frigiver tid
Med udviklingen følger også et øget fokus på præcision og brugervenlighed.
“Præcis temperaturstyring og jævn varmefordeling gør det lettere at lykkes. Det fjerner usikkerheden for brugeren,” forklarer Anders. Og netop det har en direkte effekt på oplevelsen.
“Når man ikke konstant skal overvåge grillen, får man mere tid til at være til stede med sine gæster.”
Grillen bliver dermed ikke bare et redskab til madlavning. Den bliver en facilitator for samvær og frigiver tid. Ligesom mange andre teknologier i haven.
“Manden ved grillen” får besøg af kvinden
Samtidig er rollerne omkring grillen også i bevægelse.
“Det er stadig ofte mændene, der står ved grillen, men kvinderne har stor indflydelse på, hvad der bliver købt. Design og æstetik spiller en større rolle,” siger Anders. Og i takt med at madlavningen rykker ud, bliver det i stigende grad en fælles aktivitet. “Især om sommeren ser vi, at hele familien deltager.”
Selvom pizzaovnen har vundet indpas, har grillen stadig sin styrke.
“Pizzaovnen er fantastisk til det, den gør. Men grillen kan langt mere i forhold til variation og hele måltider,” siger Anders.
De to løsninger konkurrerer ikke. De supplerer hinanden. Helt perfekt, for de kan hver især noget, mener Anders. Det, der binder det hele sammen, er ikke teknologien i sig selv. Det er oplevelsen.
“Madlavning er i høj grad blevet en del af oplevelsen, når vi har gæster. Det handler ikke kun om resultatet, men om processen og fællesskabet omkring den.”
Og det stiller naturligvis nye krav, fortsætter Anders:
“Produkterne skal ikke bare levere gode resultater. De skal også være intuitive, æstetiske og fungere som en naturlig del af det sociale rum.”
Den perfekte sommeraften
For Anders er opskriften enkel.
“Den perfekte sommeraften handler om god mad, tilberedt udendørs, i godt selskab – uden stress.”
Og måske er det netop her, grillen og pizzaovnen arbejder så fint sammen i vores uderum.