Her brugte Hisense dagene på at undervise Elgigantens medarbejdere i virksomhedens nyeste TV-sortiment og de teknologier, som forventes at præge markedet de kommende år.
For Jonas Heilesen, Technical Marketing & Training Manager hos Hisense handler Campus Tech ikke kun om at vise nye produkter frem, men i høj grad om at gøre avanceret teknologi lettere at forstå og formidle i mødet med kunderne.
“Vi taler selvfølgelig om teknologien, men det vigtigste er at klæde medarbejderne på til at kunne forklare fordelene på en brugervenlig måde. Det skal være noget, de kan tage med ud i butikkerne og fortælle videre til kunderne,” fortæller han.
Hisense havde desuden valgt at sende sit nordiske Field-team til Oslo. Det er de medarbejdere, som i forvejen besøger butikkerne og har den løbende kontakt med mange af Elgigantens sælgere.
“Genkendeligheden har stor værdi. Mange af medarbejderne kender allerede vores folk fra besøg ude i butikkerne, og det giver nogle rigtig gode dialoger, når man mødes igen på Campus Tech,” siger Jonas Heilesen.
Fokus på RGB MiniLED
På standen i år var der særligt fokus på RGB MiniLED-teknologi, som er blandt virksomhedens vigtigste satsninger i år. Teknologien blev første gang lanceret sidste år i en 116-tommer model, som var med på standen, men findes nu i et bredere sortiment af TV-skærme fra 55 til 100 tommer.
“Det er den teknologi, vi har størst fokus på i år. Vores ambition er at gøre den nyeste billedteknologi tilgængelig for flere forbrugere,” fortæller Jonas Heilesen.
Ifølge ham er det en central del af Hisense strategi at kombinere ny teknologi med et prisniveau, som gør produkterne relevante for en bredere gruppe af forbrugere.
“Vi arbejder ud fra tankegangen om ”affordable premium”. Vi vil gerne levere høj kvalitet og den nyeste teknologi, men samtidig gøre produkterne tilgængelige for flere.”
På standen blev teknologien samtidig sat ind i en større fortælling om sport og underholdning, hvor Hisense rolle som sponsor for FIFA World Cup dannede rammen om præsentationerne.
Teknologi skal kunne forklares enkelt
Et af de vigtigste budskaber til Elgigantens medarbejdere var, at avanceret teknologi ikke nødvendigvis behøver at være kompliceret at forklare. Selvom udviklingen inden for TV-verdenen ofte er præget af tekniske begreber og specifikationer, handler det ifølge Jonas i sidste ende om at kunne omsætte funktionerne til konkrete fordele for kunden.
“Der er mange procenter og tekniske detaljer, man kan tale om. Men det vigtigste er, at medarbejderne føler sig trygge ved at forklare teknologien på en enkel måde og hjælpe kunden med at forstå, hvad forskellen betyder i praksis.”
Større skærme fylder mere
En af de udviklinger, som Hisense følger tæt, er efterspørgslen efter større TV-skærme.
Ifølge Jonas vælger flere og flere forbrugere større skærmstørrelser, når de investerer i nyt TV, og det afspejler sig også i produktudviklingen.
“Vi ser en meget stor interesse for de store skærme. Når folk har pladsen til det, indretter de sig i stigende grad med hjemmebiograf-løsninger og større TV-oplevelser.”
Derfor fylder modeller på 85 tommer, 100 tommer og derover også mere i Hisenses sortiment end tidligere. Derudover er de større skærmstørrelser blevet mere relevante for langt flere forbrugere end tidligere, hvilket har været med til at øge interessen for segmentet.
Relationer skaber værdi
For Jonas er Campus Tech en vigtig mulighed for at møde de medarbejdere, som rådgiver kunderne hver dag.
“Det handler om relationer og den personlige kontakt. Det fedeste er at møde folk ansigt til ansigt, se dem i øjnene og lade dem opleve produkterne selv.”
Han peger på, at arrangementet også giver mulighed for at møde medarbejdere fra butikker, som Hisense ikke nødvendigvis besøger så ofte i det daglige, og det har stor værdi for ham. For inden for billede og lyd spiller den fysiske oplevelse af produkterne en afgørende rolle. Som han selv siger: “Man skal opleve kvaliteten. Man skal se billedet med egne øjne og opleve forskellen i praksis.”
Fokus på fremtidens TV-teknologi
Når Hisense ser frem mod resten af året, forventer Jonas Heilesen, at RGB MiniLED bliver et af de områder, der kommer til at fylde mest:
“Det er en stor satsning for os, og det repræsenterer noget af det bedste, vi kan tilbyde inden for billedkvalitet.”
Samtidig understreger han, at Hisense fortsat ønsker at tilbyde produkter til forskellige behov og budgetter.
“Vi har en bred portefølje, fordi der skal være noget for enhver smag. Men vores fokus er hele tiden at gøre den nyeste teknologi mere tilgængelig for flere mennesker.”