IFA 2026: Bespoke Distribution leder efter produkterne, der kan noget nyt i retail

Bespoke Distribution havde seks brands med på årets IFA, men brugte også messen til at gå på jagt efter nye muligheder. For Mads Handke er det interessante ikke nødvendigvis det næste store brand, men produkter, der kombinerer funktion, design og det rigtige prispunkt.

Da Mads Handke fra Bespoke Distribution tog hjem fra IFA tirsdag aften, var det med en masse nye idéer i bagagen.

Bespoke Distribution havde seks brands repræsenteret på årets messe, blandt andet Medisana og TerraMow. Det gav mulighed for at mødes med eksisterende kunder og leverandører og vise nyheder frem. Men Mads Handke brugte også dagene på at gå på opdagelse efter produkter og kategorier, som virksomheden ikke nødvendigvis arbejder med i dag.

”IFA er selvfølgelig en vigtig platform for os til at mødes med kunder og leverandører og vise vores eksisterende brands frem. Men lige så vigtigt er det at være nysgerrig og kigge efter, hvad der kommer som det næste,” fortæller Mads Handke.

Ikke alt nyt er interessant

Og der er nok at vælge imellem. Ifølge Mads Handke er udfordringen på IFA efterhånden ikke at finde nye produkter, men at sortere i de mange muligheder.

Bespoke Distribution arbejder allerede på tværs af flere kategorier, end virksomheden oprindeligt havde forventet, og derfor er Mads Handke heller ikke kun på jagt inden for den eksisterende kerneforretning.

”Der kommer flere brands, flere produkter og mere innovation end nogensinde. Udfordringen er derfor ikke nødvendigvis at finde noget nyt, men at finde det rigtige. Vi skal finde produkter, hvor funktionalitet, design, kvalitet og pris hænger sammen.”

Det kan være et helt nyt brand, men lige så interessant kan det være et enkelt produkt, der løser et konkret problem eller bevæger sig på tværs af de traditionelle kategorier.

AI skal være mere end et ord på emballagen

AI var ikke overraskende svært at komme udenom på årets IFA. Mads Handke stødte blandt andet på en hårtørrer med AI, og netop den slags produkter får ham til at stille spørgsmålet om, hvornår teknologien faktisk giver mening.

”AI skal ikke bare være et ord på emballagen. Det skal gøre noget konkret for forbrugeren og skabe reel værdi. Ellers bliver det bare endnu en tom feature.”

For ham er det derfor brugbarheden, der er interessant. Teknologien skal løfte produktet, uden at det nødvendigvis behøver gøre produktet dyrere eller mere kompliceret for kunden.

Det samme gælder inden for eksempelvis skincare, hvor flere teknologiske produkter bevæger sig ind. Her bliver udfordringen at forklare kunden, hvad teknologien faktisk gør, og hvem produktet er relevant for.

”Forbrugeren skal kunne forstå: Passer det overhovedet til min hud? Hvad er det, produktet kan gøre for mig? Det skal være let at forstå.”

De skæve produkter kan åbne nye døre

Derfor brugte Mads Handke også IFA på at kigge efter produkter, der ligger lidt uden for de kategorier, Bespoke Distribution normalt forbindes med.

Et af de mere skæve eksempler var en lille intelligent enhed, der kan placeres ved en plante og via en app fortælle ejeren, hvornår planten skal vandes.

Et andet område er produkter, der kan bevæge sig mellem elektronik, health og beauty. Bespoke Distribution har eksempelvis taget skærmbeskyttelse ind med teknologi, der ifølge producenten omdanner blåt lys til rødt lys.

For Mads Handke er det interessante, når et produkt dermed potentielt kan finde vej til helt andre butikker end det traditionelle elektronikprodukt.

”Hvis et produkt, der normalt hører til i consumer electronics, pludselig også kan være relevant i eksempelvis beauty eller health, så bliver potentialet større.”

Det er den slags muligheder, han leder efter på IFA: produkter, hvor funktionalitet og anvendelse gør, at de ikke nødvendigvis passer ned i én eksisterende kasse.

Men produktet skal give mening på hylden

Selvom Mads Handke gerne går på opdagelse i de mere utraditionelle dele af IFA, skal produkterne i sidste ende kunne fungere i retail.

Bespoke Distributions mantra er fortsat ”fysiske varer til fysiske butikker”.

Derfor er et spændende produkt på en messestand ikke nok. Der skal også være en tydelig idé om, hvorfor en indkøber skal tage det ind, og hvordan forbrugeren skal forstå det.

”Vi ser meget på samspillet med retail. Hvad har retaileren allerede? Hvor er der muligheder? Og hvad kan vi komme med, som tilfører noget i stedet for bare at tage plads fra et eksisterende produkt?”

Det gør også æstetikken vigtig. Et produkt kan have masser af teknologi, men hvis det skal stå fremme i hjemmet, skal designet følge med.

IFA samler kunder og leverandører

Messen bliver samtidig brugt til at styrke de eksisterende relationer.

Når Bespoke Distribution mødes med kunder på IFA, tager virksomheden blandt andet leverandørerne med ind i møderne. Dermed kan kunderne se produkterne på standen og samtidig stille spørgsmål direkte til virksomhederne bag.

”Vi tror på et tæt samspil mellem brand, distributør og retail. Vi skal forstå brandets ambitioner, men samtidig forstå retailerens behov og forbrugerens forventninger.”

For Mads Handke er netop det en af styrkerne ved IFA. De mennesker, der normalt sidder forskellige steder i værdikæden og i forskellige lande, er samlet på samme sted.

Kommer hjem med konkrete muligheder

Efter dagene i Berlin er der derfor både eksisterende brands, der skal arbejdes videre med, og nye idéer, der skal undersøges nærmere.

Og Mads Handke mener, at han har fundet flere produkter, der er værd at gå videre med.

”Jeg kommer hjem med en masse gode idéer. Men det vigtigste er, at vi kan komme til indkøberne med noget nyt og interessant, som faktisk giver mening for deres sortiment, med den rigtige funktion, den rigtige kvalitet og ikke mindst det rigtige prispunkt.”

For Bespoke Distribution er resultatet af IFA dermed ikke nødvendigvis en lang liste over nye brands. Det er snarere en kortere liste over de produkter og idéer, der er interessante nok til at arbejde videre med, når messestandene i Berlin er pakket sammen.

Læs også: IFA 2026: POWER ser AI som næste store skridt for hvidevarerne – APPLiA og IFA 2026: AEG udfordrer det forventede med pastafunktion, ultralet støvsuger og 3-i-1 pizzaovn – APPLiA

Generationsskifte i Punkt1: Nye kræfter kommer med, mens erfaringen stadig er i butikken

I Punkt1 i Kalundborg er et generationsskifte i gang. Steen Jensen og Jesper Petersen har gjort Michala Rømer og Mike Jensen til medejere, mens de selv fortsætter. Målet er at give næste generation tid til at vokse med ansvaret.
Shark-beauty-scaled

Shark lancerer FlexStyle IonCurl

Shark Beauty lancerer FlexStyle IonCurl i Danmark. Modellen kombinerer hårtørring og styling med luft og er udstyret med Ion Smooth-teknologi, CoandaBoost-teknologi, Airset-knap og Scalp Shield-funktion. FlexStyle IonCurl har særligt fokus på krølledefinition, glans og kontrol over krus.
EU's regulering af batterier

Nye EU-krav til batterier på vej

Fra februar 2027 træder nye EU-krav til batterier i kraft. Bærbare batterier skal som hovedregel kunne tages ud og udskiftes af slutbrugeren, men der findes en række undtagelser. APPLiA har samlet den viden, vi har om kravene til blandt andet udskiftning, dokumentation, reservedele, mærkning og QR-koder.

Nyhedsbrev

Du kan tilmelde dig her

Nyhedsbrev

Du kan tilmelde dig her