Dreame-rengøring og robotplæneklipper på IFA 2026

IFA 2026: Dreame sætter damp på rengøringen og går efter kanterne i haven

Dreame har taget en række nye produkter med til IFA 2026, og på tværs af både rengøring og robotplæneklippere er der fokus på at løse nogle af de steder, hvor maskinerne traditionelt har haft deres begrænsninger. Mikael De Basso, Senior Sales Manager Nordics hos Dreame, viste blandt andet en robotstøvsuger med damp, nye wet & dry-gulvvaskere og A4 AWD Pro-robotplæneklipperen med en særlig løsning til kantklipning.

Damp er på vej ind i flere af Dreames rengøringsprodukter. På IFA viser producenten blandt andet Aqua 20 Roller Steam, der kombinerer robotstøvsugning med en rullende moppe og nu også damp.

”Det nye er, at vi har tilføjet dampfunktionen. Den er stadig en kraftig robotstøvsuger med en rullende moppe, men nu kan den også bruge damp på op til 100 grader til en mere grundig rengøring af gulvet,” fortæller Mikael De Basso.

AI skal beskytte gulvtæppet mod damp og vand

Når en robot både støvsuger, vasker og bruger damp, bliver det samtidig vigtigt, at den ved, hvilket underlag den befinder sig på.

Aqua 20 Roller Steam bruger derfor kameraer og AI til at genkende gulvtypen. Registrerer robotten et gulvtæppe, beskytter den den rullende moppe, så tæppet ikke udsættes for den våde rengøring.

”Kameraerne foran bruger AI til at se, at det er et gulvtæppe. Derefter beskytter robotten rullemoppen, så den ikke beskadiger tæppet,” forklarer Mikael De Basso.

Dampen er tænkt som en måde at komme længere ned i rengøringen af hårde gulve. Aqua 20 Roller Steam forventes ifølge Dreame lanceret på det nordiske marked mod slutningen af året.

200 graders damp i gulvvaskeren

Dampteknologien stopper ikke ved robotstøvsugeren. Dreame udvider også sit sortiment af wet & dry-produkter.

Her fremhæver Mikael De Basso især T16 Pro Steam, som ligeledes er på vej til Norden mod slutningen af året. Den håndholdte gulvvasker kan anvende damp på op til 200 grader.

”Det er nyt for vores wet & dry-kategori. Med T16 Pro Steam får vi dampfunktionen ind, så man kan bruge op til 200 graders damp til at rengøre gulvet i dybden,” siger han.

Dreame har samtidig flere andre nye wet & dry-modeller på vej til det nordiske marked i forskellige prisklasser.

Robotplæneklipperen får tre teknologier til navigation

Fra gulvet indenfor bevæger turen sig videre til græsset udenfor. Her er en af Dreames store nyheder til næste sæson A4 AWD Pro.

Robotplæneklipperen kombinerer tre teknologier til at finde rundt: LiDAR, Vision og RTK.

”Vi beholder LiDAR, som er vores stærkeste navigationsteknologi, men A4 AWD Pro får også Vision og RTK,” fortæller Mikael De Basso.

AWD står for All Wheel Drive, og modellen er dermed udviklet med firehjulstræk.

Men en af de funktioner, Dreame især fremhæver på IFA, handler ikke om at finde rundt på plænen. Den handler om de sidste centimeter langs kanten.

Dreame-rengøring og robotplæneklipper på IFA 2026

Ekstra arm skal klippe helt ud til kanten

Til A4 AWD Pro introducerer Dreame EdgeMaster, en ekstra klippearm, der kan bevæge sig ud fra robotten og dermed komme tættere på kanten af græsplænen.

Det skal løse en klassisk udfordring ved robotplæneklippere, hvor konstruktionen og sikkerhedsafstanden omkring knivene normalt betyder, at der efterlades en smal stribe græs langs kanten.

”Den kan svinge armen ud og komme helt tæt på græskanten. Det er det, vi kalder zero edge cutting,” siger Mikael De Basso.

EdgeMaster er ikke permanent integreret i robotten, men bliver et separat tilbehør, som brugeren kan montere og afmontere efter behov. I første omgang er løsningen udviklet til A4 AWD Pro.

Modellen kommer til det nordiske marked til næste sæson og har allerede fået en IFA Innovation Award.

64

Læs også: Ecovacs på IFA 2026 og iRobot på IFA 2026.

Generationsskifte i Punkt1: Nye kræfter kommer med, mens erfaringen stadig er i butikken

I Punkt1 i Kalundborg er et generationsskifte i gang. Steen Jensen og Jesper Petersen har gjort Michala Rømer og Mike Jensen til medejere, mens de selv fortsætter. Målet er at give næste generation tid til at vokse med ansvaret.
Shark-beauty-scaled

Shark lancerer FlexStyle IonCurl

Shark Beauty lancerer FlexStyle IonCurl i Danmark. Modellen kombinerer hårtørring og styling med luft og er udstyret med Ion Smooth-teknologi, CoandaBoost-teknologi, Airset-knap og Scalp Shield-funktion. FlexStyle IonCurl har særligt fokus på krølledefinition, glans og kontrol over krus.
EU's regulering af batterier

Nye EU-krav til batterier på vej

Fra februar 2027 træder nye EU-krav til batterier i kraft. Bærbare batterier skal som hovedregel kunne tages ud og udskiftes af slutbrugeren, men der findes en række undtagelser. APPLiA har samlet den viden, vi har om kravene til blandt andet udskiftning, dokumentation, reservedele, mærkning og QR-koder.

Nyhedsbrev

Du kan tilmelde dig her

Nyhedsbrev

Du kan tilmelde dig her