Ismaskiner vokser ud af sommersæsonen

Sociale medier har skabt interessen, men det er intelligente programmer, alsidighed og enkel betjening, der forvandler is- og slushicemaskiner fra sommergadgets til apparater som bliver fast inventar i vores køkken i dag.

For få år siden blev ismaskiner primært betragtet som sæsonbetonede nicheprodukter, der fandt vej til køkkenet i sommermånederne. I dag tegner der sig et helt andet billede. Interessen er vokset markant, teknologien har taget store skridt fremad, og kategorien har udviklet sig til et mere seriøst segment inden for små køkkenapparater.

Hos De’Longhi Group såvel som hos Shark|Ninja peger man på flere drivkræfter bag væksten, herunder ønsket om selv at kunne bestemme ingredienser, smag og ernæringsindhold, interessen for sundere alternativer og nye oplevelser i hjemmet.

”Markedet drives i høj grad af ønsket om at skabe egne, skræddersyede alternativer i køkkenet. Forbrugerne sætter pris på fleksibilitet og vil kunne tilpasse deres valg efter behov, hvad enten det handler om en luksuriøs dessert til weekenden eller et lettere mellemmåltid i hverdagen”, siger Catrin Gidén, Brand Manager ved Nutribullet & Braun Nordics hos De’Longhi Group.

Hos Shark|Ninja oplever André Schumacher samme udvikling:

”Forbrugerne er ikke længere passive modtagere. De ønsker selv at skabe og tilpasse deres desserter ved at styre ingredienserne, eksperimentere med smage og udvikle opskrifter, der passer til deres egne kostbehov – uanset om det handler om højt proteinindhold, mindre sukker eller plantebaserede alternativer.”

Sociale medier har accelereret udviklingen

Hvis én faktor har været med til at løfte kategorien ud til et bredt publikum, er det sociale medier. TikTok og Instagram har skabt et globalt fællesskab omkring hjemmelavede desserter, hvor brugere deler opskrifter, eksperimenterer med ingredienser og viser resultaterne frem.

”TikTok og Instagram har haft afgørende betydning for at opbygge den enorme interesse for kategorien. Vi ser tydeligt, hvordan det digitale engagement og de mange kreative opskrifter har skabt en efterspørgsel allerede inden produkterne når ud til forbrugerne”, fortæller Catrin Gidén.

Det billede genkender André Schumacher, der fremhæver Ninja CREAMi som et eksempel på, hvordan brugernes egne videoer kan være med til at drive interessen for et produkt: ”Platformene fungerer ikke længere kun som markedsføringskanaler, men som fællesskaber, hvor brugerne inspirerer hinanden. Det brugergenererede indhold skaber et engagement og en efterspørgsel, som adskiller sig markant fra traditionel reklame.” Hos Shark|Ninja fortæller de, at omkring 99,5 procent af det content der ligger om Ninja CREAMi på TikTok og Instagram er organisk indhold skabt af brugerne selv, hvilket understreger den rolle, som sociale medier spiller for kategoriens udvikling.

Andre Schumacher fra Shark|Ninja
Ninja CREAMi

Teknologien skaber kreativiteten

Samtidig peger André Schumacher på endnu en vigtig drivkraft, som har løftet kategorien betydeligt: Teknologien. Den er blevet markant mere avanceret, hvilket har gjort det muligt at opnå mere ensartede resultater og arbejde med flere forskellige ingredienser og opskrifter end tidligere.

Det støtter Catrin Gidén op om. Hos Nutribullet Chill fryses ingredienserne på forhånd, hvorefter et dobbeltsidet knivsystem bearbejder den frosne masse og omdanner den til en cremet konsistens på få minutter.

”Den største udvikling handler om selve konsistensen. Moderne teknologi gør det muligt at skabe en perfekt cremet struktur på meget kort tid, samtidig med at man kan arbejde med ingredienser som ren frugt eller proteinshakes”, fortæller Catrin Gidén.

Hos Shark|Ninja peger André Schumacher desuden på, at teknologien har udvidet mulighederne for, hvilke ingredienser der kan anvendes.

”Nutidens teknologi gør det muligt at fremstille perfekt skefast is ud fra baser, som traditionelle maskiner tidligere havde svært ved at håndtere. Det giver brugeren langt større frihed til at eksperimentere med teksturer, ingredienser og opskrifter”.

Intelligent teknologi skal være usynlig

En interessant tendens i kategorien er desuden, at udviklingen ikke nødvendigvis går i retning af flere apps og mere opkobling. Selvom app-integration er blevet et vigtigt salgsargument i mange dele af elektronikbranchen, peger både André Schumacher og Catrin Gidén på, at forbrugerne netop her, efterspørger noget andet: enkelhed.

Når brugerne står i køkkenet og forbereder ingredienser, ønsker de færreste at skulle finde telefonen frem og navigere i en app. I stedet er det maskinens egne intelligente programmer, der skaber værdi. Automatisk tilpasning af hastighed, kraft og bearbejdningstid samt betjening med ét tryk er blevet vigtigere end Wi-Fi-forbindelse og smartphone-styring.

”Den reelle efterspørgsel handler om, at maskinen selv er intelligent nok til at klare arbejdet med et enkelt tryk på en knap, frem for at tilføje endnu et digitalt led i processen”, siger Catrin Gidén.

Samtidig viser markedet, at forbrugernes krav rækker langt ud over selve isproduktionen. De nyeste maskiner forventes at kunne håndtere alt fra gelato, sorbet og milkshakes til smoothie bowls og slush-ice. Dermed konkurrerer kategorien i stigende grad med andre multifunktionelle køkkenapparater om pladsen i hjemmet.

Nem rengøring og pladsbesparende design vinder frem

Også helt praktiske forhold spiller en stadig større rolle. Nem rengøring er ifølge producenterne afgørende for, om produkterne bliver en del af hverdagen eller ender bagerst i et køkkenskab. Få løse dele, komponenter som kan smides i opvaskemaskinen og ikke mindst hurtig vedligeholdelse er blevet vigtige salgsparametre. Forbrugerne forventer, at produkterne kan integreres problemfrit i en travl hverdag uden omfattende rengøring eller vedligeholdelse.

Samtidig stiller moderne køkkener nye krav til design og pladsforbrug. Forbrugerne ønsker produkter med et lille fodaftryk på køkkenbordet, mulighed for nem opbevaring og et design, der passer naturligt ind i indretningen:

”Moderne maskiner behøver ikke være store og klodsede. Design, størrelse og et lille fodaftryk på køkkenbordet spiller en stadig større rolle”, siger Catrin Gidén.

André Schumacher peger samtidig på, at alsidighed er blevet afgørende for mange forbrugere: ”Forbrugerne vil gøre plads til et apparat, hvis det løser flere behov. Hvis en maskine kan lave is, sorbet, milkshakes, smoothie bowls og frosne drikke, bliver den langt mere relevant i hverdagen”, siger han.

Fra gadget til livsstilsprodukt – og et værktøj mod madspild

Begge producenter er enige om, at kategorien har taget et afgørende skridt væk fra rollen som sommergadget. I dag bliver produkterne i højere grad betragtet som værktøjer til sundhed, kreativitet og muligheden for selv at skabe præcis de produkter, man ønsker. Protein-is efter træning, smoothie bowls til morgenmad, plantebaserede desserter eller hjemmelavede alternativer med mindre sukker er blot nogle af de anvendelser, der har udvidet målgruppen betydeligt. Samtidig ser producenterne et stigende fokus på at reducere madspild. Overmoden frugt, rester af yoghurt eller overskydende kaffe kan omdannes til frosne desserter frem for at blive smidt ud.

”Folk opdager i stigende grad, hvordan ingredienser, der ellers ville være blevet kasseret, kan forvandles til nye smagsoplevelser. Det gør produkterne relevante i en mere bevidst livsstil”, siger Catrin Gidén.

En kategori, der er kommet for at blive

Selvom salget fortsat topper i de varme måneder, vurderer både André Schumacher og Catrin Gidén, at kategorien nu har udviklet sig til et helårssegment.

”Forbrugerne ønsker i stigende grad kontrol over ingredienser, smag og ernæringsindhold, samtidig med at de søger nye oplevelser i køkkenet. Det er en udvikling med langtidsholdbar styrke, som rækker langt ud over sæsonbestemte trends, siger André Schumacher.

For dem handler næste fase af udviklingen om at udvide anvendelsesmulighederne yderligere og gøre produkterne endnu lettere at integrere i hverdagen. Begge peger samtidig på, at det ikke nødvendigvis er mere synlig teknologi, der driver kategorien fremad. Fokus er i højere grad på intelligente programmer, automatisering og gennemtænkte brugeroplevelser, som gør produkterne nemmere at anvende i hverdagen.

”Vi ser en tydelig udvikling mod produkter, der giver forbrugerne større frihed til selv at vælge ingredienser, smage og konsistenser. Det er en tendens, som vi forventer vil fortsætte i de kommende år”, afslutter Catrin Gidén.

Power bygger videre på sit ambitiøse reklameunivers – nu i tre lande

Med reklameserien “De Nordiske Nøgler” fortsætter Power stilen, hvor reklamer ikke længere blot er tilbud og prisreklamer, men et univers, som især yngre forbrugere kan identificere sig med. “De unge mennesker i dag tiltrækkes simpelthen af nogle andre mekanismer,” siger direktør Jesper Boysen.

Fra Pølser til præcision: Gastronomi på grillen

Grillen har været fast inventar i haven i årtier. I takt med at nye produkter er rykket ind i haven har grillen måske fyldt mindre i fortællingen. Men den er ikke forsvundet. Den har ændret karakter. Fra det enkle redskab, mange kender fra barndommen, til en mere avanceret del af

Nye køle- og fryseskabe fra TCL leder varmen bort nedefra

TCL sender en ny serie fritstående køle- og fryseskabe på markedet, hvor varmen ledes bort nedefra. Det lader skabene stå tæt op ad køkkenet med et indbygget udtryk, uden de brede ventilationsspalter fritstående modeller ellers kræver.

Nyhedsbrev

Du kan tilmelde dig her

Nyhedsbrev

Du kan tilmelde dig her