Interclean samler omkring 30.000 branchefolk fra hele verden og er udelukkende målrettet professionelle aktører. Det mærkes tydeligt, fortæller Jesper Slot.
“Det er første gang, jeg er afsted, så jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente. Men det er en kæmpe messe, og det er tydeligt, at den kun er for branchen. Det gør også, at dialogen bliver på et helt andet niveau.”
Netop det faglige niveau og den direkte adgang til andre aktører i branchen gjorde stort indtryk.
“Man bliver spurgt med det samme, om man har brug for hjælp, og samtalerne går hurtigt i gang. Alle ved, hvorfor man er der, og det giver nogle helt andre muligheder for dialog og sparring.”
Netværk i centrum
Formålet med turen var i høj grad at styrke relationer og møde både eksisterende og nye samarbejdspartnere. Og her blev forventningerne indfriet.
“Det var meget vellykket i forhold til netværk. Vi havde på forhånd skrevet til flere kunder for at høre, om de også kom, og om vi kunne mødes. Det blev til både frokoster og møder rundt omkring på messen.”
Samtidig opstod der mange spontane møder undervejs, som også viste sig værdifulde.
“Vi kom tættere på nogle rigtig vigtige samarbejdspartnere og fik lagt fundamentet for at kunne samarbejde endnu mere fremover. Der var også netværksarrangementer, hvor vi mødte endnu flere.”
Byen blev også en del af oplevelsen.
“Vi brugte Amsterdam rigtig godt. Det blev til både aftener ude og gode snakke i mere uformelle rammer, og det betyder også noget for relationerne.”
Inspiration til fremtiden
Udover netværk bød messen på en lang række nye løsninger og teknologier, som har sat gang i nye tanker.
“Man får virkelig meget inspiration. Der var alt fra klude, der kan fjerne bakterier, til mopper med helt nye funktioner. Det får en til at tænke anderledes, når man kommer hjem.”
Særligt udviklingen inden for bæredygtighed og nye rengøringsmetoder gjorde indtryk.
“Der var meget fokus på at vaske ved lavere temperaturer og bruge nye typer kemi. Der er nogle spændende systemer på vej, som vi også skal tænke ind i vores egne produkter.”
Besøget har allerede givet konkrete idéer.
“Jeg har helt klart fået nogle inputs med hjem til vores produktteam. Det handler om at være på forkant med udviklingen.”
Besøg frem for udstilling
En af de vigtigste erkendelser fra turen er, at det i høj grad giver værdi at deltage som besøgende.
“Mit indtryk er, at vi får mere ud af at være der som besøgende end som udstillere. Det er netværket og dialogen, der virkelig giver noget.”
Derfor er anbefalingen også klar.
“Alle, der arbejder med noget relateret til branchen, bør tage afsted. Det gælder både leverandører og andre aktører. Det er virkelig et besøg værd.”
Jesper Slot er da heller ikke i tvivl om fremtiden.
“Jeg regner helt klart med at tage til Berlin næste gang. Og jeg vil også anbefale, at vi sender flere fra organisationen afsted. Det giver rigtig meget.”