Det er ikke svært at mærke energien, når man taler med John Olsen. Engagementet i branchen er tydeligt, og det har det været helt fra begyndelsen.
“Jeg har altid været fascineret af elektronik. Som teenager brugte jeg enormt meget tid på at gå rundt i elektronikbutikkerne og kigge på produkter. Det var en stor interesse allerede dengang.”
Han voksede op på den københavnske vestegn og brugte mange timer i butikker som HiFi Klubben og de store elektronikforhandlere i City 2. Interessen blev hurtigt omsat til en karriere, der har ført ham gennem nogle af branchens mest centrale positioner.
Fra Philips til international ledelse
Efter en handelsuddannelse fik John Olsen mulighed for at starte i et trainee program hos Philips, hvor han hurtigt gjorde sig bemærket.
“Jeg startede som salgskoordinator i 1991 og blev produktchef få år senere. Det gik stærkt, og jeg fik ansvar for flere områder og senere også på nordisk niveau.”
Karrieren bragte ham videre til internationale roller i både Stockholm, England og Holland, hvor han blandt andet blev ansvarlig for TV for hele Europa og senere vice president i Philips. Faktisk har John ikke boet i Danmark siden 1998.
Efter 22 år i Phillips skiftede han i 2013 til Euronics, hvor han i dag er CEO for den internationale organisation.
“Jeg kendte Euronics godt og så et stort potentiale. Det var virkelig en mulighed for udvikle forretningen på tværs af markeder.”
Fra indkøbsgruppe til retailorganisation
En af John Olsens centrale opgaver har været at transformere Euronics fra en klassisk indkøbsgruppe til en moderne retailorganisation.
“Vi skal skabe værdi for vores medlemmer. Det handler ikke kun om indkøb, men om træning, data, content og værktøjer, der gør dem stærkere i mødet med kunden.”
Euronics har blandt andet opbygget en fælles platform for produktinformation, hvor tekster, billeder, videoer og anmeldelser bliver samlet og distribueret til medlemmerne.
“Vi prøver at få det upstream og levere det downstream. I stedet for at hver enkelt butik skal håndtere information fra mange leverandører, samler vi det og beriger det, så det bliver brugbart.”
Samtidig er der stort fokus på træning.
“Vores sælgere bliver i gennemsnit i over otte år i butikkerne, og det er langt længere end mange andre steder. Det betyder, at det giver rigtig god mening at investere i træning. Vi kan virkelig gøre en forskel for producenterne, når det kommer til, hvordan produkterne bliver præsenteret og solgt.”
Bæredygtighed som fælles projekt
Under John Olsens ledelse har Euronics også sat gang i en række større bæredygtighedsinitiativer, blandt andet gennem støtte fra en EU fond på knap tre millioner euro.
Initiativerne omfatter blandt andet træning af 15.000 butikssælgere i bæredygtighed, opbygning af repair områder i butikkerne og udviklingen af et nyt udvidet mærkningssystem for elektronik.
“Energimærket fortæller noget om forbruget, men ikke om hvordan produktet er produceret, transporteret eller hvor let det er at reparere. Derfor arbejder vi sammen med blandt andre APPLiA Europe på at udvikle en ”green score”, der giver et bredere billede.”
Her indgår parametre som holdbarhed, reparationsmuligheder, opdateringer og genanvendelighed.
“Vi som forhandlere vil gerne kunne give forbrugerne et bedre grundlag for at træffe deres valg.”
En branche med ansvar
For John Olsen handler det også om at gøre branchen mere inkluderende og fremtidssikret.
Euronics har i flere år været sponsor for kvindefodbold og arbejder aktivt med diversitet og inklusion.
“Vi vil gerne have flere kvinder ind i branchen. Det er vigtigt for os at udvikle branchen i en retning, hvor flere kan se sig selv i den.”
Samtidig engagerer organisationen sig i initiativer som repair caféer, hvor Euronics butikkerne åbner op for cafeerne og kan bidrage med reservedele og viden.
“Vi vil gerne være en del af løsningen og understøtte en mere cirkulær økonomi.”
Tættere på forbrugeren
Midt i en tid med stigende onlinehandel ser John Olsen stadig en klar rolle for de fysiske butikker.
“Vi kommer til at se, at nogle butikker lukker, men det gør det endnu vigtigere at have et stærkt netværk, der er tæt på forbrugeren. Vores styrke er, at vi er specialister og kan rådgive.”
Samtidig arbejder Euronics med nye samarbejder og leveringsformer, herunder same day delivery i samarbejde med platforme som Wolt.
“Vi skal kunne levere hurtigt og fleksibelt. Særligt de mindre produkter, som telefoner laptops osv giver det rigtig god medning. Det er en del af at være relevant for fremtidens forbrugere.”
En leder med passion
TCG Leadership Award gives til ledere, der har haft en særlig betydning for branchen gennem visionært lederskab og evnen til at skabe samarbejde på tværs af markeder.
Og her står John Olsen virkelig ud. For John Olsen er det netop fællesskabet og samarbejdet, der driver ham.
“Vi vil gerne lave nogle ting internationalt, som skaber værdi nationalt. Når vi deler viden og arbejder sammen på tværs af lande, kan vi løfte hinanden.”