Thomas Schilling Frederiksen, distriktschef hos Witt Denmark A/S, oplever i sin dagligdag, hvor stor forskel den direkte kontakt med sælgerne kan gøre. Derfor har disse træningsdage også været en vigtig mulighed for at give medarbejderne produktviden, som de kan tage direkte med tilbage i butikkerne, forklarede han.
“Det er vigtigt for os, at medarbejderne får en oplevelse, når vi får dem ind, og at de ser nogle produkter, som vi synes er unikke. Det er noget, de skal kunne tage med hjem og bruge i butikkerne”.
Mere end en hvid kasse
Når kunder skal vælge nyt køleskab, kan det være svært at se forskel på produkterne. Derfor handler det ifølge Thomas om at flytte fokus fra de tekniske specifikationer til den værdi, køleskabet faktisk kan skabe i hverdagen.
“Et køleskab er for mange bare en hvid kasse, som man er nødt til at købe. Derfor skal man nogle gange bruge lidt mere billedsprog for at forklare, hvor produkterne skiller sig ud,” fortæller han.
Et af de eksempler er Liebherrs BioFresh, som Thomas selv fremhæver. BioFresh er en særlig opbevaringszone i køleskabet, der er udviklet til at give forskellige fødevarer optimale opbevaringsforhold og dermed forlænge deres holdbarhed.
“Det er Witts og mit hjertebarn,” fortæller Thomas med et smil.
For ham er den vigtigste fordel dog ikke nødvendigvis den tekniske funktion i sig selv. Det handler om noget, som de fleste forbrugere kan relatere til: tid.
“Er der noget, folk ikke kan købe, så er det tid. Hvis du kun skal ud at handle en til to gange om ugen i stedet for to, tre eller fire gange, giver det dig mere tid til noget, der er sjovere end at stå nede i Bilka sammen med hr. og fru Hansen.”
Samtidig kan længere holdbarhed være med til at reducere madspild og give familien større frihed til at ændre planer.
“Hvis du har en pakke hakket oksekød i køleskabet i en uge frem for to dage, giver det familien en langt større mulighed for at sige: ‘I aften går vi over til naboen og griller.’ Så har man ikke dårlig samvittighed over, at ens eget oksekød ligger i køleskabet, fordi man ved, at det også er godt i morgen eller overmorgen.”
Den sjette hvidevare
Den stigende interesse for specialiseret opbevaring stopper ikke ved madvarerne. Ifølge Thomas har vinkøleskabet også fået en mere naturlig plads i de nordiske køkkener.
“Vinkøleskabet er blevet den sjette hvidevare i køkkenet,” siger han.
Thomas oplever, at interessen for vinkøleskabe for alvor tog fart under og efter corona, hvor flere forbrugere begyndte at interessere sig for vin og opbevaring.
“Mange købte et lille vinkøleskab, måske som erstatning for mikroovnen. Nu er nogle af de skabe ved at være slidt op, og samtidig har flere fået større interesse for vin. Derfor vil de måske have et større skab til underbygning eller indbygning ved siden af ovnen.”
Hos Witt arbejder man med flere mærker og prispunkter inden for vinkøl, blandt andet Witt og Liebherr. De forskellige løsninger gør det muligt at vælge vinkøleskab efter både behov, vininteresse og budget.
“Hvis man køber vin til 500 eller 1.000 kroner eller mere, kan det godt være at det er Liebherr, man ønsker. Men igen, det betyder naturligvis ikke, at man behøver vælge den dyreste løsning. Har man et mindre behov eller et andet budget, findes der også gode løsninger i andre prispunkter.”
Produkttræning skal kunne mærkes i butikken
For Thomas er værdien af summit-dagene ikke, at medarbejderne skal kunne huske alle detaljer om hvert enkelt produkt. Det vigtigste er, at de tager nogle få stærke argumenter med tilbage til butikkerne.
“Det er næsten en slags speeddate. Vi skal hurtigt forklare, hvad udbyttet af produkterne er, og så vidt muligt få det vist i billeder, så de kan tage herfra og tænke: ‘Det giver god mening. Jeg kan forstå det. Så kan kunden nok også forstå det.’”
Medarbejderne skal samtidig kunne omsætte den nye viden, når de står over for forskellige kundetyper og behov.
“Hvis bare fem procent af det lagrer sig, og de kan bruge det, når de kommer tilbage til deres butikker, burde det gøre det nemmere at give kunderne en god oplevelse.”
Det handler altså ikke om at kunne huske alt fra de mange produktpræsentationer, men om at tage de vigtigste pointer med tilbage til butikken og kunne bruge dem i mødet med kunden.
“Det vigtigste er, at de kan huske, hvor vi er unikke, og matche det med den rigtige kunde,” afslutter Thomas.