Kogende vand er blevet hverdag – nu kommer konkurrencen

I mange år har Quooker været næsten synonym med kogende vandhaner i danske køkkener. Men markedet er modnet, forbrugerne kender produktkategorien, og nu ser flere aktører et potentiale i at udfordre den etablerede spiller.

En af dem er JG Nordic, som med mærket Unito har gjort multifunktionelle vandhaner til et nyt fokusområde.

“Grundlæggende syntes vi, at markedet trængte til konkurrence. Quooker har haft det rigtig godt i mange år, men både priser og produktudvikling har godt af, at der kommer flere spillere på banen,” siger Kristian Degnbol.

Ifølge ham er timingen rigtig, fordi danskerne i dag allerede kender konceptet.

“Det er ikke længere et produkt, der skal forklares. Folk ved godt, hvad en kogende vandhane er, og hvad den kan. Derfor er markedet også modent til flere aktører.”

Mere end kogende vand

Mens kogende vand fortsat er den funktion, de fleste efterspørger, oplever JG Nordic, at interessen for multifunktionelle løsninger vokser.

Med Unito-serien kan forbrugerne ikke blot få kogende vand, men også iskoldt vand, filtreret vand, danskvand og i nogle modeller endda vand med forskellige smagsvarianter.

“Det er især muligheden for at få smag direkte ud af vandhanen, der vækker opmærksomhed, når vi viser produktet frem på messer. Folk stopper op og synes, det er noget helt særligt,” siger Kristian Degnbol.

I hverdagen er det dog stadig de klassiske funktioner, der bruges mest.

“Grundlæggende er det det kogende vand og det iskolde vand, der gør forskellen i dagligdagen.”

Bekvemmelighed og bæredygtighed går hånd i hånd

Ifølge Kristian Degnbol er det især bekvemmeligheden, der driver udviklingen. Men man skal ikke underkende, at kogehanen også har grønne fordele.

“Man har nem adgang til både kogende vand og iskoldt vand. Samtidig slipper man for at købe plastflasker, og man tapper kun den mængde vand, man faktisk skal bruge.”

Han peger på, at produkterne passer godt ind i den generelle udvikling i køkkenet, hvor danskerne investerer mere i funktionelle løsninger, der gør hverdagen lettere.

“Når man alligevel bruger mange penge på et nyt køkken, er der også flere, som er villige til at investere i en løsning, de får glæde af hver eneste dag.”

De avancerede modeller kan blandt andet styres via app, hvor brugeren kan justere temperatur, kulsyreniveau i danskvandet, følge filterstatus og aktivere børnesikring.

For dem, der blot ønsker kogende vand, findes der samtidig mere prisvenlige modeller uden app-funktioner. Prisen for en Unito kogehane starter lige under 10.000 kr. Den dyreste model på markedet lige nu koster 35.990 kr.

Køkkenbranchen driver udviklingen

Hos JG Nordic sker størstedelen af salget gennem køkkenforhandlere som HTH, Designa og Vordingborg Køkkenet.

“Det er et produkt, der skal opleves og demonstreres. Derfor ser vi også, at salget ofte hænger sammen med køb af et nyt køkken.”

Virksomheden samarbejder desuden med en større typehus virksomhed, hvor produktkategorien allerede har fået solidt fodfæste.

“Vi ved fra en af de store typehusvirksomheder, at de sælger denne type løsning til omtrent hvert andet nybyggeri. Det er et niveau, de forventer vil fortsætte med at vokse.”

På vej mod standardløsning

Hvis udviklingen fortsætter, er Kristian Degnbol ikke i tvivl om, hvor markedet bevæger sig hen.

“Jeg tror, det bliver mere og mere standard. Vi ser allerede nu, at rigtig mange vælger løsningen, når de bygger nyt.”

Selvom Danmark er blandt de mest modne markeder, ser han også vækstmuligheder i resten af Norden.

“I Sverige har der været lidt større skepsis over for kogende vand i hanen, men det er i virkeligheden ubegrundet. Sikkerheden er meget høj, og via appen kan man eksempelvis helt deaktivere funktionen eller sætte tidsstyring på, så der ikke er adgang til kogende vand, når børnene er alene hjemme.”

Og netop børnene er blevet en positiv overraskelse for mange familier.

“Vi oplever faktisk, at børn drikker mere vand, når det kommer iskoldt direkte fra hanen. Det bliver lidt sjovere.”

Outdoor cooking skal opleves i praksis

Ifølge Witt er der stor forskel på at se en pizzaovn på en skærm og selv stå med pizzaspatlen i hånden foran en brandvarm sten. På samme måde får en grill en helt anden dimension, når man selv står ved varmen, hører det syde på risten og oplever funktionerne i

Samsung lancerer sit 2026-sortiment af TV i Danmark

Samsung lancerer nu sit tv-sortiment for 2026, hvor den største nyhed er introduktionen af den nye Micro RGB-teknologi.

Amerikanerkøleskabet er i storform

XL-kapacitet, smart teknologi og hotelstemning prioriteres oftere hos danskerne når der skal vælges nyt køleskab i hjemmet.

Nyhedsbrev

Du kan tilmelde dig her

Nyhedsbrev

Du kan tilmelde dig her