Miele har store forventninger til ny dampskuffe: “Danskerne er klar til damp”

Damp er allerede blevet en del af mange danskeres madlavning, men hos Miele tror man på, at teknologien kan få en endnu større rolle i køkkenet.

I 2027 forventer Miele at introducere en helt ny dampskuffe på det danske marked. Med en højde på blot 15 centimeter skal den give forbrugerne langt større frihed til at kombinere damp med de ovnfunktioner, de ellers ønsker.

Nikolaj Holst Hvidberg, Nordic Product Trainer hos Miele, har selv fulgt udviklingen tæt. Han begyndte sin karriere i Elgiganten efter gymnasiet og arbejdede der fra 2012 til 2019, hvor han skiftede til Miele. Nu er det blandt andet hans opgave at klæde kolleger og senere forhandlere på til nye produkter og teknologier.

Mieles danske medarbejdere har allerede haft mulighed for at prøve den nye dampskuffe på en stor træning i Tyskland. Og Nikolaj Holst Hvidberg har store forventninger til den.

“Danskerne er virkelig langt fremme, når det gælder madlavning, og det samme gælder resten af Norden. Mange går meget op i sundhed og ved allerede, hvad damp kan gøre for eksempelvis grøntsager og fisk. Derfor tror jeg også, vi er et marked, der er klar til at tage en ny teknologi som denne til os.”

15 centimeter giver nye muligheder

Det interessante ved dampskuffen er ikke kun, hvad den kan tilberede. Det er også det format, den kommer i.

Skuffen er blot 15 centimeter høj og kan eksempelvis kombineres med en 45 centimeter ovn. Tilsammen fylder de en almindelig 60 centimeter ovnniche.

Det løser ifølge Nikolaj Holst Hvidberg et dilemma for nogle forbrugere. Traditionelt har man skullet vælge mellem forskellige funktioner, når pladsen kun rækker til én ovn. En fuld dampovn kan eksempelvis ikke nødvendigvis kombineres med de højeste temperaturer og pyrolyse, fordi materialerne omkring dampfunktionen sætter nogle begrænsninger.

“Min kone bager eksempelvis surdejsbrød ved 265 grader. Vi har gerne villet have både de høje temperaturer, pyrolyse og fuld damp, men det har været svært at kombinere i én løsning. Nu kan man vælge en 45 centimeter ovn med de funktioner, man ønsker, og så sætte dampskuffen sammen med den.”

Det kan være interessant i mindre boliger, hvor køkkenet skal kunne meget på begrænset plads. Men dampskuffen behøver heller ikke nødvendigvis sidde under ovnen. Den kan placeres et andet sted i køkkenet, hvis man ønsker at beholde en traditionel stor ovn.

Tre kilo kartofler i en skuffe

Selvom formatet er lille, er selve kapaciteten på 13,8 liter. Det svarer ifølge Nikolaj Holst Hvidberg til, at man kan dampe omkring tre kilo kartofler på én gang.

Vandbeholderen rummer 800 milliliter, og skuffen kan levere damp i op til ti timer. Det åbner blandt andet for langtidstilberedning og sous vide. Traditionelle gastrobakker passer også i skuffen.

“Det er jo vildt, hvor lækre ris bliver, når man damper dem i stedet for at koge dem. Og det samme gælder eksempelvis pocherede æg, som mange synes er svære at lave. Her kan man få det samme resultat hver gang.”

Men for Nikolaj Holst Hvidberg er det afgørende, at teknologien ikke kun bliver interessant for de mest madnørdede. Hvis dampskuffen for alvor skal finde vej ind i danske køkkener, skal forbrugerne inspireres til at forstå, hvor mange forskellige ting damp kan bruges til.

Maskinen hjælper med timingen

En af de funktioner, Nikolaj Holst Hvidberg mener fortjener mere opmærksomhed, kendes allerede fra Mieles dampovne.

Her kan brugeren sammensætte en menu med eksempelvis broccoli, laks og quinoa. Ovnen beregner derefter, hvornår de forskellige ingredienser skal sættes ind, så hele måltidet er færdigt samtidig.

“Så står man ikke selv og skal time tre forskellige ting og være dybt koncentreret om det hele. Som børnefamilie kan man være mere nærværende, mens maskinen hjælper med at styre madlavningen.”

Brugeren bliver samtidig guidet på skærmen. Skal der eksempelvis tilberedes quinoa, kan maskinen fortælle, hvor meget vand der skal tilsættes, hvorefter dampen og programmet sørger for resten.

Temperaturen kan justeres efter råvaren, fordi fisk, grøntsager og andre fødevarer ikke nødvendigvis skal tilberedes på samme måde.

Og via Mieles app kan opskrifter og funktioner løbende udvides.

Frisk damp skal cirkulere hele tiden

Bag det forholdsvis enkle ydre ligger en del teknik. For Miele har det ifølge Nikolaj Holst Hvidberg været vigtigt ikke bare at skabe damp, men at sikre den rigtige damp gennem hele tilberedningen.

Dampskuffen har derfor en 2,2 kW ekstern dampgenerator og to dampudgange, der hurtigt fylder ovnrummet. Samtidig sørger en blæser for løbende at udskifte damp og luft.

“Hos os går vi efter at have den perfekte damp hver gang. Derfor skal vi både hurtigt kunne fylde rummet med damp og sørge for, at den bliver skiftet ud, så der hele tiden kommer frisk damp ind.”

Også måden, dampen forlader skuffen på, er gennemtænkt. Betjeningspanelet bevæger sig lidt ud under brug, og dampen ledes væk i en vinkel, så kondens ikke rammer og beskadiger panelet.

Der er også tænkt over, hvad der sker, når tilberedningen er færdig. Vandet ledes til bunden og kan tømmes via en lille tud, mens et tørreprogram hjælper med at få skuffen tør efter brug.

“Det skal se godt ud og være strømlinet ind i køkkenet, og så skal det selvfølgelig performe, som en Miele skal performe. Men det skal også være nemt at bruge og nemt at gøre rent.”

Skal tænkes ind allerede ved køkkentegningen

Nikolaj Holst Hvidberg forventer, at de første købere især skal findes blandt forbrugere, der er i gang med at tegne et nyt køkken. For her kan dampskuffen tænkes ind som en del af den samlede løsning fra begyndelsen.

Det stiller samtidig nye krav til køkkenforhandlerne. En dampskuffe er ikke nødvendigvis et produkt, kunden selv kommer ind og efterspørger, hvis vedkommende aldrig har hørt om kategorien.

“Køkkendesignet er dér, den skal pitches ind. Men det kræver også, at sælgerne tænker lidt ud af boksen og ser på mulighederne. First moverne bliver helt sikkert dem, der tegner et nyt køkken, hvor det hele kan tænkes sammen.”

For selv om danskerne ifølge Nikolaj Holst Hvidberg er langt fremme, når det gælder madlavning og nye køkkenteknologier, er damp stadig forbundet med gamle vaner. Mange tænker fortsat på kogepladen, når kartofler, ris eller grøntsager skal tilberedes.

Det er den vane, Miele skal være med til at udfordre, når dampskuffen efter planen lander på det danske marked i 2027. For forventningen er ikke kun, at danskerne er klar til mere damp. De skal også opdage, at den ikke nødvendigvis behøver komme fra en stor dampovn.

APPLiA har fået en ny kollega på holdet

APPLiA og Elektronikbranchen har i denne uge budt velkommen til til Emma Laub Conradsen.
ASWO-stand på IFA 2026

IFA 2026: ASWO bruger Berlin til at finde de forretningsområder, der skal erstatte de gamle

For ASWO handler IFA ikke kun om nye produkter. Messen bruges til at møde leverandører og europæiske kolleger og til at spotte de forretningsområder, der skal vokse i fremtiden.
NSI Electronic på IFA 2026

IFA 2026: NSI Electronic leder efter den næste store trend

For NSI Electronic er IFA både salgsarbejde, relationspleje og jagten på nye produkter. Indehaver Martin Bach er på sin omkring 20. messe, men leder stadig efter det næste, der kan overraske markedet.

Nyhedsbrev

Du kan tilmelde dig her

Nyhedsbrev

Du kan tilmelde dig her