Appen er tilgængelig på både iOS og Android og samler en række værktøjer og informationer, som skal hjælpe brugerne med at træffe mere informerede valg i hverdagen.
“Vi udviklede MyAPPLiA for at samle praktisk, pålidelig og let tilgængelig information om hvidevarer ét sted. Med høje energipriser og et stigende fokus på bæredygtighed spiller hvidevarer en central rolle i mange hjem. Appen giver brugerne konkrete værktøjer og viden direkte i hånden,” siger Paolo Falcioni, Director General i APPLiA Europe.
Blandt funktionerne i appen er en guide til energimærker, hvor brugerne blandt andet kan scanne produkter og sammenholde informationerne med officielle registreringer. Appen indeholder også en AI-baseret chatfunktion, der kan hjælpe med simple fejlsøgninger og reparationer med afsæt i APPLiAs reparationsvejledninger.
Derudover rummer MyAPPLiA en række praktiske værktøjer, herunder en beregner til at estimere årlige driftsomkostninger og CO₂-aftryk fra forskellige produkter, daglige tips til energi- og ressourcebesparelser samt en fryser-tracker, der skal hjælpe med at holde styr på madvarer og reducere madspild.
Appen samler også nyheder og information om hvidevarebranchen, herunder emner som energieffektivitet, reparation og produktudvikling.
Ifølge APPLiA er ambitionen at gøre det lettere for forbrugerne at forstå, vedligeholde og få mest muligt ud af de produkter, de allerede har i hjemmet.
MyAPPLiA er udviklet af APPLiA Europe, som repræsenterer Europas førende producenter af hvidevarer.
Find appen her:
App Store: https://apps.apple.com/us/app/myapplia/id6740479384
Google Play Store: https://play.google.com/store/apps/details?id=eu.app.myapplia