Mikkel Svennevig

QPAD er tilbage: Funnivation har genopbygget gamingbrandet og er klar til resten af verden

Funnivation købte i 2024 det svenske gamingbrand QPAD af HP og har siden bygget en ny produktportefølje op omkring det kendte navn. Efter lanceringen i Norden og Storbritannien retter virksomheden nu blikket mod resten af Europa, USA og Japan.

Da Funnivation i slutningen af 2024 købte det svenske gamingbrand QPAD af HP, var ambitionen ikke blot at genoplive et kendt navn. Brandet skulle bygges op på ny med nye produkter og egen teknologi, men med respekt for den historie og genkendelse, QPAD allerede havde blandt gamere. Efter lanceringen i Norden og Storbritannien er næste skridt nu resten af Europa og markeder som USA og Japan.

For Kim Lauridsen, Project Manager hos Funnivation, har arbejdet med QPAD været en mulighed for at kombinere noget af det, virksomheden allerede er rigtig god til, med værdien i et eksisterende brand.

“Vi har gjort det her med egne brands rigtig mange gange før på forskellige produkter, og vi er gode til det. Derfor var det spændende at se, hvad der kunne ske, hvis vi tog et eksisterende brand, som allerede havde en brandværdi og en historie, og byggede videre på det.”

Funnivation bygger brands sammen med retail

Funnivation startede i 2023 og blev etableret med et klart formål: at udvikle brands og private label-produkter inden for gamingtilbehør.

Forretningsmodellen bygger blandt andet på at samle volumen på tværs af store retailpartnere. Det gør det muligt at udvikle egne produkter i en skala, hvor kunderne kan være konkurrencedygtige på både produkt og pris.

Gamere skal være med til at vælge produkterne

En vigtig del af Funnivations tilgang er, at produktudvikling ikke alene skal foregå i et regneark. I organisationen sidder både mennesker med stor kommerciel erfaring og medarbejdere, der selv gamer og følger tæt med i, hvad der rører sig.

Kim Lauridsen er selv et eksempel på kombinationen. Han har en baggrund inden for butiksinteriør og har arbejdet i gamingbranchen hos Nordic Game Supply.

“Vi har en god blanding af dygtige gamere, der har et stort kendskab til markedet og selv bruger produkterne, og så folk med salgsmæssige og administrative kompetencer. Det er kombinationen, der gør, at vi både kan se, hvad der er et godt produkt, og om der også er en forretning i det.”

Og der mangler ikke idéer til nye produkter. Ifølge Kim Lauridsen er der konstant omkring 100 produkter, som teamet gerne vil have udviklet.

Funnivation har sit produktudviklingshold i Danmark og et setup i Kina, der hjælper med sourcing og supply chain. Det tætte samarbejde hele vejen fra idé og indkøb til udvikling og fabrik er afgørende.

“Kunsten er at få samarbejdet mellem indkøb, udvikling og fabrik til at fungere hele vejen igennem. Vi skal kunne optimere processen og udvikle produkterne uden misforståelser undervejs.”

Et svensk gamingbrand fra 1994

QPAD giver Funnivation en anden mulighed end at starte et nyt brand helt fra bunden. Det svenske gamingbrand blev grundlagt i 1994 og har gennem årene opbygget en position blandt gamere. Efter nogle år under HP-ejerskab købte Funnivation brandet i slutningen af 2024.

Men Funnivation ønskede ikke bare at sætte QPAD-navnet på en række eksisterende produkter. Derfor blev produktserien udviklet fra bunden.

Processen blev anderledes end Funnivations normale produktudvikling. Sammen med blandt andet en amerikansk ingeniør gik teamet i gang med at udvikle nye løsninger og funktioner, som ikke allerede fandtes i virksomhedens sortiment.

Det har blandt andet resulteret i særlige designløsninger og en dongle med en skærm til mus, som Funnivation også har udviklet software til, som gør at man kan følge status på ens mus uden brug af software.

“Vi ville udvikle features, der ikke allerede var der. Derfor har vi bygget produktserien op fra bunden, og det har gjort, at vi er endt med nogle produkter, som skiller sig ud.”

Samtidig har Funnivation bevidst holdt fast i QPADs svenske ophav. Det ses blandt andet i emballage og branding, hvor svensk natur er en del af det visuelle univers.

“Vi har taget noget, som allerede var rigtig godt, og tilføjet fornyelse og udvikling. Den svenske baggrund og kvalitetsopfattelse vil vi gerne holde fast i.”

Gamere kunne stadig huske QPAD

En af usikkerhederne ved at relancere et ældre brand var, hvordan markedet ville reagere. Gamle produkter kan stadig være i omløb og risikere at tegne et andet billede af brandet end den kvalitet og position, Funnivation nu ønsker.

Men særligt i Norden viste genkendelsen sig hurtigt at være en fordel.

“Vi er blevet kontaktet af influencere, der skriver, at det er fedt, QPAD er tilbage, og at de altid har brugt QPAD. Der har vist sig at være en rigtig god genkendelse af brandet i Norden.”

QPAD blev lanceret i sin nye form i Norden og Storbritannien i september 2025. Siden er der indgået aftaler i de baltiske lande, hvor salget også er begyndt.

Nu bliver blikket rettet længere ud.

Næste skridt er resten af verden

Funnivation undersøger nu mulighederne for at tage QPAD videre ud i Europa og på store gamingmarkeder som USA og Japan.

For Kim Lauridsen er tempoet en væsentlig del af det, der gør arbejdet interessant. Funnivation er ejerledet, og afstanden fra en idé opstår, til der kan træffes en beslutning, er kort.

“Det er sjovt at være en del af en virksomhed, hvor der bare er super meget fart på. Der er kort vej fra tanke til handling, og fordi vi er ejerledet, kan vi træffe beslutninger hurtigt.”

Det passer godt til en branche, hvor nye produkter, teknologier og trends bevæger sig hurtigt.

“Viben omkring gaming giver bare noget energi. Jeg trives virkelig i det her miljø og i den fart, som branchen har.”

For QPAD betyder det, at relanceringen kun er første del af historien. Funnivation har brugt de seneste år på at tage et svensk gamingbrand med mere end 30 års historie og bygge en ny produktportefølje omkring det. Nu skal det vise sig, hvor langt det gamle navn kan nå med nye produkter bag sig.

Læs også: Webinar: Sådan køber danskerne forbrugerelektronik, IFA 2026: Bespoke Distribution leder efter produkterne, der kan noget nyt i retail og IFA 2026: Whiteaway ser kinesiske brands presse europæerne på innovation.

Generationsskifte i Punkt1: Nye kræfter kommer med, mens erfaringen stadig er i butikken

I Punkt1 i Kalundborg er et generationsskifte i gang. Steen Jensen og Jesper Petersen har gjort Michala Rømer og Mike Jensen til medejere, mens de selv fortsætter. Målet er at give næste generation tid til at vokse med ansvaret.
Shark-beauty-scaled

Shark lancerer FlexStyle IonCurl

Shark Beauty lancerer FlexStyle IonCurl i Danmark. Modellen kombinerer hårtørring og styling med luft og er udstyret med Ion Smooth-teknologi, CoandaBoost-teknologi, Airset-knap og Scalp Shield-funktion. FlexStyle IonCurl har særligt fokus på krølledefinition, glans og kontrol over krus.
EU's regulering af batterier

Nye EU-krav til batterier på vej

Fra februar 2027 træder nye EU-krav til batterier i kraft. Bærbare batterier skal som hovedregel kunne tages ud og udskiftes af slutbrugeren, men der findes en række undtagelser. APPLiA har samlet den viden, vi har om kravene til blandt andet udskiftning, dokumentation, reservedele, mærkning og QR-koder.

Nyhedsbrev

Du kan tilmelde dig her

Nyhedsbrev

Du kan tilmelde dig her