Hos både forhandlere, distributører og producenter er meldingen den samme. Retro er ikke bare noget, vi taler om. Det kan mærkes i salget.
Hos Lydspecialisten i Aalborg, Danmarks største hifi-butik, ser indehaver Thomas Mørk udviklingen helt tæt på.
“Vi kan tydeligt se det i salget. Der er nogle klassiske modeller, som virkelig har fået en revival. Salget er nærmest 20-doblet på pladespillere, og træsider er virkelig hot lige nu. Det er de originale farver og træet med varme farver,” siger han.
Væk fra det digitale
Ifølge Thomas Mørk handler det ikke kun om design, men om en helt anden måde at opleve musik på.
“Man søger lidt væk fra det digitale. Den der analoge ro og afslappethed. Når man sætter en vinyl på, så hører man den fra start til slut, sådan som kunstneren har tænkt det.”
Netop det aspekt fylder mere, end mange tror. Vinyl bliver i stigende grad set som et samlet værk, hvor rækkefølgen og helheden er en del af oplevelsen, i modsætning til streaming, hvor musikken ofte bliver sat på shuffle.
Og det er især de unge, der driver udviklingen.
“Vi har aldrig set så mange unge mennesker i butikken. De vil have LP’er, selvom de jo ikke er vokset op med en pladespiller. De har læst på det hjemmefra, ved hvad de går efter,” siger Thomas Mørk og tilføjer, at det i dag ikke er usædvanligt at se helt unge kunder, også piger i slutningen af teenageårene, komme ind med klare præferencer.
Samtidig oplever butikken en anden effekt af retrobølgen.
“Vores værksted har travlt. Folk får repareret deres gamle hifi i stedet for at købe nyt, fordi lyden, kvaliteten og looket stadig holder.”
Den udvikling genkender Nicholas Lindequist, Country Manager i Tura Scandinavia.
“Det er en retrobølge, men også en lyst til noget andet. Noget der ikke er online. Teknologi fra før det hele blev digitalt, som lige pludselig føles nyt og spændende igen,” siger han.
Hos Tura mærker man efterspørgslen så tydeligt, at sortimentet bliver justeret derefter.
“Vi sælger flere pladespillere, og vi har bestilt CD-afspillere hjem igen, fordi efterspørgslen er der. Vi har også en kassettebåndoptager på hylden nu. Det er sjovt og anderledes.”

Han peger også på behovet for at koble af – og her viser udviklingen sig bredere end bare lyd.
“Der er helt klart en trend i at være mere offline. Man vil gerne kunne lægge telefonen væk. Det er det samme, vi ser med kameraer, hvor vi sælger tusindvis af små kameraer, som i princippet kan det samme som telefonen. Men man vil gerne kunne lægge telefonen fra sig – og for eksempel låne et kamera ud, det gør man jo ikke med sin telefon.”
Design fylder mere end før
Samtidig spiller udseendet en større rolle end tidligere.
“Det er blevet meget mere spiseligt at have store højttalere stående, hvis de er flotte, passer ind i hjemmet og man kan se, at det er kvalitet. Det er en del af bølgen, at man gerne vil vise, at man går op i kvalitet,” siger Thomas Mørk.
Hos Harman oplever man det samme. Per Magh, Sales Manager Luxury Audio Nordic i Harman, har været i branchen siden 1970’erne og har selv oplevet udviklingen gennem flere årtier.
“Træ er virkelig kommet tilbage. De her produkter udstråler noget, og de passer bedre ind i den måde, vi indretter os på i dag,” siger han.
Han peger samtidig på, at det hænger godt sammen med en bredere boligtrend, hvor mange, særligt unge, går op i at finde møbler med karakter – ofte fra genbrug – hvor æstetik og historie spiller en rolle. Her passer klassiske højttalere naturligt ind.
Blandt de mest populære modeller fremhæver han JBL’s klassiske serie med L52, L82 og L100.
“L100 blev produceret første gang i 1971, men der er kommet bedre lyd i den siden. Der er faktisk stadig folk fra dengang, der er med til at voice dem hos Harman. Den har kørt op og ned i salg, men over tid har den været stabilt opadgående,” siger han og afslører, at der snart er nyt på vej i serien.
Det handler også om det fysiske.
“De unge kan godt lide at have noget i hænderne. Et pladecover, man kan sidde og kigge på og læse. Det er en del af oplevelsen,” siger Per Magh.

Mere end bare lyd
Selvom lydkvalitet spiller en rolle, er det ikke altid det vigtigste.
“Vi ser selvfølgelig også, at nogle køber en pladespiller med bluetooth og en lille højttaler. Det giver jo ikke nødvendigvis bedre lyd, men det giver noget andet. Det er looket og følelsen,” siger Per Magh.
Samtidig peger han på en anden fordel ved de klassiske løsninger.
“Lige så snart der er noget med wifi og trådløst, så springer det jo fra en gang imellem. Det oplever man ikke på samme måde her.”
Trend eller noget der bliver?
Spørgsmålet er, om retro er en midlertidig bølge eller en mere varig udvikling.
“Selve retro-looket er nok en trend, som alt andet. Men det her med at være mere offline, det tror jeg bliver. Det er bare spørgsmålet, hvordan det kommer til at se ud fremover,” siger Nicholas Lindequist.
Hos Harman vurderer Per Magh, at nogle elementer vil bestå.
“Hvis man går efter den gode lyd, så holder det. Pladespilleren er kommet for at blive. Men hvis det kun handler om design, så kan det hurtigt ændre sig igen.”
Thomas Mørk er mere klar i sin vurdering:
“Jeg tror, for eksempel pladespilleren er kommet for at blive. Den er blevet pudset af, og kvaliteten af lyden er fulgt med.”
Én ting er dog sikkert. Retrolyd er ikke længere kun for dem, der var der første gang. Nu er det en ny generation, der har taget den til sig.