Når den lokale fodboldklub skal bruge en kølemontre til drikkevarer, når pizzeriaet mangler et ekstra køleskab, eller når byens café har brug for en displaykøler, er det ikke nødvendigvis en specialiseret leverandør, kunden skal lede efter. Det kan også være den lokale Skousen-butik.
Det var netop den mulighed, Scandomestic Professionel ville gøre butikkerne opmærksomme på under Whiteaway Group Nordic Product Summit. For selv om Scandomestic også er kendt for produkter til den private husholdning, har virksomheden et omfattende professionelt sortiment med blandt andet displaykølere og andre løsninger til butikker, caféer, restauranter og pizzeriaer.
Et andet ben af forretningen
Henrik Frost, distriktschef hos Scandomestic, oplevede, at der stadig var mange, der ikke forbandt Scandomestic med det professionelle marked.
“Vi er her selvfølgelig for at skabe relationer til butikkerne. Men vi er her også for at vise, at vi kan andet end husholdningsprodukter. Vi har et kæmpestort professionelt produktprogram.”
For ham handlede deltagelsen også om at vise butikkerne, hvilke muligheder der lå i det lokale erhvervsliv.
“Vi vil gerne have, at butikkerne tænker på Scandomestic, når de møder en kunde, der har brug for professionelt køleudstyr. Så kan de gå ind på vores hjemmeside og se, hvilke muligheder vi har.”
Det professionelle sortiment spænder bredt og kan blandt andet være relevant for lokale virksomheder og foreninger. En sportsklub kan have brug for en displaykøler til drikkevarer, mens pizzeriaet eller caféen kan mangle ekstra kølekapacitet. Det er netop den type henvendelser, Scandomestic gerne ville have Skousens butikker til at være klar til at gribe.
“Et eller andet sted er det næsten alle butikkerne, der har interesse for det. De bliver alle sammen mødt med spørgsmål som: ‘Kan du skaffe det, og kan du skaffe det?’” fortæller Henrik Frost.
Derfor var det også vigtigt for Scandomestic at vise produkterne frem på summit.
“At få lov til at vise produkterne i virkeligheden og vise dem, hvor de kan finde varerne, er noget af det, vi skal være med til.”
Også vinkøleskabe til det professionelle marked
På standen var det professionelle sortiment ikke kun repræsenteret af kølemontrer. Scandomestic viste også en række vinkøleskabe frem, blandt andet en model med plads til hele 128 flasker.
Her var der tænkt lidt anderledes over præsentationen. Flaskerne var placeret, så etiketterne vendte ud mod beskueren, hvilket gør skabet oplagt til eksempelvis restauranter, hvor vinen både skal opbevares og præsenteres. Vinkøleskabene var samtidig udstyret med blandt andet UV-beskyttet glas og vibrationsdæmpning, mens modellerne fås med forskellig kapacitet.
Selv om vinkøleskabene også henvender sig til det professionelle marked, kan de lige så vel være interessante for den private vinentusiast, der ønsker en mere professionel løsning derhjemme.
To ben, der mødes
For Scandomestic handlede deltagelsen derfor ikke om at gøre Skousen-butikkerne til specialforretninger for storkøkkenudstyr. Det handlede om at vise, at der allerede findes et professionelt sortiment, som butikkerne kan trække på, når behovet opstår.
“Vi har de to ben: husholdning og kommercielt. Nogle gange stikker det lidt ind i hinanden. Det er lidt en anden gren af den samme branche,” siger Lars Poulsen, Sales Manager Professional hos Scandomestic.
Og netop det overlap kan være interessant for den lokale butik.
“Det kan også være en Skousen-butik, der får en henvendelse omkring en displaykøler, de skal bruge i en sportsklub.”
For Scandomestic Professionel var summit dermed også en anledning til at få Skousens butikker til at se lidt bredere på, hvilke kunder de kan hjælpe. For den næste kunde, der spørger, om Skousen kan skaffe en køleløsning, står måske ikke med et køkken derhjemme, men med en fodboldklub, et pizzeria eller en café i som mangler professionelt udstyr.