miele damp kokkeskole

Til middag hos Miele: Damp for alle

Mieles køkkenchef Simon Kristiansen og Nordic Trainer Nikolaj Holst Hvidbjerg viser, hvordan dampovnen kan bruges til alt fra kartofler og grøntsager til sous vide og dessert – både som hjælp i hverdagen og til mere avanceret madlavning.

Damp er for alle, mener Mieles køkkenchef, Simon Kristiansen. Sammen med Nikolaj Holst Hvidberg, Nordic Trainer hos Miele, vil han vise, hvor mange facetter dampovnen rummer – fra den nemme hverdagsmad til den gennemførte nytårsmenu og de mere avancerede tilberedninger.

Jeg har selv en dampovn derhjemme. Den bliver brugt, men efter flere snakke med Simon er vi begge blevet klar over, at jeg langt fra udnytter alle de muligheder, den rummer. Derfor har Simon og hans gode kollega Nikolaj sat nogle timer af til at vise mig, hvad dampovnen egentlig kan. Ikke bare de grundlæggende funktioner, men de forskellige måder, damp kan bruges på i køkkenet, og hvordan det kan gøre en forskel, både når hverdagen skal hænge sammen, og når der gerne må kræses lidt ekstra.

Allerede i dagens første introduktion til dampovnen er det vigtigt for både Simon og Nikolaj at få én ting på plads: Dampovnen skal ikke være endnu en opgave i køkkenet. Den skal være en hjælpende hånd, der gør det nemmere at lave god mad, også på de travle dage, hvor tiden er knap.

For den travle familie kan dampovnen gøre det lettere at få et godt måltid på bordet uden at skulle stå over gryder og pander. Men den kan også bruges, når man gerne vil udforske madlavningen lidt mere, arbejde præcist med temperaturer og tilberedning eller måske forberede dele af en nytårsmenu på forhånd, så der er mindre stress i køkkenet, når gæsterne kommer.

Det er de forskellige facetter af dampovnen, Simon og Nikolaj gerne vil vise. Og vi begynder helt enkelt. Med kartofler. For ifølge Simon er noget af det vigtigste at få dampovnen ned på jorden og vise, hvad man faktisk kan bruge den til.

”Alt det, du bruger med to håndtag på kogepladen, alt det, der kan koges, kan du lave i dampovnen,” forklarer han. 

Du ved allerede, hvordan man gør

Det gælder blandt andet kartofler, ris, pasta, bulgur, linser og blanchering af grøntsager. Altså ting, som de fleste allerede laver i køkkenet. Og det er netop pointen. Man behøver ikke lære et helt nyt køkken at kende for at komme i gang med damp.

Dampovnen kan umiddelbart virke lidt uoverskuelig. Temperaturer, fugtighed og forskellige programmer lyder måske mere som noget fra et professionelt køkken end fra en almindelig hverdag. Men Simon vil gerne vende det på hovedet.

”Vi skal tale om tingene – hvad man konkret kan bruge det til – og oversætte det til forbrugeren: Hvad skal vi bruge det til, når vi kommer hjem?” 

Og svaret er blandt andet: de samme ting, som vi allerede laver. Forskellen er, at dampen kan give et andet resultat.

”Når man koger grøntsager eller kartofler i vand, afgiver råvarerne noget af deres smag til vandet. Ved dampning bliver råvarerne ikke kogt i vand,” forklarer Simon. 

Ifølge ham betyder det, at man i højere grad bevarer både smag og konsistens. Det mærkes især på grøntsagerne. Broccolini, blomkål og andre grøntsager kan dampes, så de stadig har bid og deres egen smag. Dampen omslutter råvarerne uden at trække smag ud i kogevandet, og resultatet er grøntsager, hvor både smag og bid står tydeligt frem. Og samtidig behøver man ikke stå og holde øje med det hele tiden.

Sous vide i dampovnen

Første ret i dagens demonstration er pocherede æg med grøn sauce og ørredrogn.

Æggene lægges hele i en perforeret alubakke og sættes i dampovnen. Her vælger Simon sous vide-programmet og indstiller temperaturen til 63 grader i en time.

Og resultatet er til UG.

I en sådan grad, at jeg med det samme ved, hvad jeg skal servere for familien ved morgenmadsbordet på søndag.

Vi går videre til unghanebryst, som har været i vakuum og tilberedt sous vide ved 63 grader i en time og ti minutter. Tilbehøret er broccolini, et lille dampet blomkål og halve kartofler. Simon har med vilje gjort tilberedningen så enkel som muligt. Ingen avancerede forberedelser eller massevis af krydderier. Bare et stykke kød i vakuum og en præcis temperatur.

”Jeg ville egentlig bare vise dig, hvordan resultatet bliver, uden at gøre en masse ved det. Det er ren nemhed – en easy showcase,” fortæller han. 

Og det er faktisk en væsentlig pointe. For når man arbejder med vakuum og sous vide, får man ikke bare en præcis tilberedning. Man får også mulighed for at gentage resultatet fra gang til gang.

”Når man først er tryg ved teknikken, får man også et mere ensartet resultat og arbejde videre ud fra det, hvis man har lyst,” forklarer Nikolaj. 

Ovnen holder styr på maden

Tilbehøret viser samtidig en anden af dampovnens muligheder. Kartofler, blomkål og broccolini har ikke nødvendigvis samme tilberedningstid. Det lyder umiddelbart som om, at man skal holde øje med hver enkelt ting. Men her arbejder ovnen for dig. Den fortæller, hvornår de forskellige ingredienser skal sættes ind, og sørger for, at de bliver færdige samtidig.

“Man skal bare vide, at man kan gøre det. Det er jo ikke noget, man nødvendigvis lige tænker over, når man står derhjemme. Men når man først har valgt de forskellige ting, sørger programmet for at fortælle dig, hvornår du skal sætte dem ind, så det hele bliver færdigt på samme tid,” forklarer Simon. 

Og det er måske netop en af de funktioner, der gør dampovnen interessant i hverdagen. For selv om kartofler, blomkål og broccolini skal have forskellig tid i ovnen, behøver man ikke selv stå og holde øje med uret eller huske, hvornår den næste råvare skal sættes ind. Det klarer menu-programmet.

Det betyder, at man kan sætte maden i gang og bruge tiden på noget andet, mens ovnen sørger for, at de forskellige elementer bliver færdige samtidig. Det kan være en hjælp på en helt almindelig hverdag, hvor børnene skal til fodbold og gymnastik, men også når der skal gæster til middag, og dele af menuen gerne må kunne forberedes på forhånd.

Det handler med andre ord ikke kun om at spare tid. Det handler om at få flere ting til at lykkes på én gang og samtidig bevare det gode resultat.

Når der gerne må kræses

Men dampovnen kan mere end at være en hjælpende hånd i hverdagen. Når først man bliver fortrolig med de grundlæggende funktioner, åbner der sig andre muligheder. Det bliver tydeligt, da vi når til desserten. På tallerkenen ender en chokolade-Crémeux med hindbær, olivenolie, tørret hibiscus og flagesalt. Selv om resultatet ser langt mere avanceret ud end de kartofler, vi begyndte med, er fremgangsmåden overraskende enkel.

Ingredienserne blandes efter opskriften, hældes i en vakuumpose og forsegles. Herefter vælger Simon sous vide-programmet og indstiller dampovnen til 82 grader i ni minutter. Ud igen, massen blendes med chokolade og sigtes, inden den kommer på køl.

“Simple as that”, lyder det.

Ved serveringen kommer hindbær, olivenolie, tørret hibiscus og flagesalt på toppen.

Det er måske også her, dampovnens spændvidde bliver tydelig. Den samme ovn, som kan tage sig af familiens kartofler og grøntsager, kan bruges til præcise tilberedninger, når der skal kræses lidt mere.

Og det er netop spændet mellem de to verdener, Simon og Nikolaj gerne vil vise. Dampovnen skal kunne være den hjælpende hånd på en travl tirsdag, men også det værktøj, man tager frem, når man får lyst til at eksperimentere, fordybe sig og blive dygtigere i køkkenet.

”Produktet skal være for alle,” understreger Nikolaj. 

Flere muligheder med damp

For madlavning udvikler sig. Den ene dag handler det om at få aftensmaden hurtigt på bordet. Den næste får man måske lyst til at prøve sous vide, eksperimentere med grøntsager eller gå mere i detaljer med temperatur og tilberedning.

For mig er det i hvert fald blevet tydeligt, at dampovnen rummer langt flere muligheder, end jeg hidtil har brugt. Ikke bare som et alternativ til gryden, men som et redskab, der kan noget forskelligt alt efter, hvad man har lyst til at lave.

Som Simon siger:

”Man skal bare vide, at man kan.”

Læs også: IFA 2026: Miele inviterer indenfor i et univers, hvor nyt stadig føles velkendt, Kenwood gør pizza til en hurtig hverdagsret og IFA 2026: AEG udfordrer det forventede med pastafunktion, ultralet støvsuger og 3-i-1 pizzaovn.

Generationsskifte i Punkt1: Nye kræfter kommer med, mens erfaringen stadig er i butikken

I Punkt1 i Kalundborg er et generationsskifte i gang. Steen Jensen og Jesper Petersen har gjort Michala Rømer og Mike Jensen til medejere, mens de selv fortsætter. Målet er at give næste generation tid til at vokse med ansvaret.
Shark-beauty-scaled

Shark lancerer FlexStyle IonCurl

Shark Beauty lancerer FlexStyle IonCurl i Danmark. Modellen kombinerer hårtørring og styling med luft og er udstyret med Ion Smooth-teknologi, CoandaBoost-teknologi, Airset-knap og Scalp Shield-funktion. FlexStyle IonCurl har særligt fokus på krølledefinition, glans og kontrol over krus.
EU's regulering af batterier

Nye EU-krav til batterier på vej

Fra februar 2027 træder nye EU-krav til batterier i kraft. Bærbare batterier skal som hovedregel kunne tages ud og udskiftes af slutbrugeren, men der findes en række undtagelser. APPLiA har samlet den viden, vi har om kravene til blandt andet udskiftning, dokumentation, reservedele, mærkning og QR-koder.

Nyhedsbrev

Du kan tilmelde dig her

Nyhedsbrev

Du kan tilmelde dig her