Vakuumpakning vinder frem i danske køkkener – drevet af madglæde, mindre madspild og et ønske om bedre overblik i hverdagen.
I mange år var vakuumpakning noget, man primært forbandt med restauranter og professionelle køkkener. I dag er teknologien i hastig bevægelse ind i de danske hjem.
Ifølge Anders Kristensen, direktør i AK Trading, har udviklingen taget fart over de seneste 10-12 år.
“Vi har forhandlet vakuummaskiner siden 2010, men da vi lancerede sous vide-maskinerne, så banede det virkelig vejen. Så begyndte de ambitiøse hjemmekokke købte maskinerne sammen med sous vide-udstyr,” fortæller han.
“Priserne er i dag faldet, og så er der kommet der mange flere modeller på markedet. I dag ser vi vakuum i rigtig mange hjem.”
Fra gourmet til hverdagskøkken
I takt med at flere er begyndt at lave mad fra bunden og interessere sig for råvarer, er vakuumteknologien blevet et praktisk redskab i hverdagen.
Den bruges både til sous vide, til at spare plads i fryseren og til at forlænge holdbarheden på madvarer.
“Den samme forbruger ser flere fordele på forskellige tidspunkter,” siger Anders Kristensen.
“Nogle bruger det til sous vide, andre til langtidsopbevaring i fryseren, og mange bruger det simpelthen for at få maden til at holde længere.”
Ifølge ham kan vakuumopbevaring i mange tilfælde forlænge holdbarheden betydeligt – i nogle tilfælde op til ti gange længere end almindelig opbevaring.
Samtidig fylder vakuumpakkede fødevarer mindre i fryseren, fordi luften fjernes.
“Det giver også et bedre overblik. Og når fødevarepriserne stiger, tænker mange mere over ikke at smide mad ud.”
Selv har Anders Kristensen taget teknologien helt ind i sit eget køkken. Her har han installeret en vakuumskuffe, som er integreret i køkkenet på samme måde som ovnen.
Madspild driver udviklingen
Netop kampen mod madspild er en vigtig årsag til den stigende interesse for vakuumteknologi.
Ifølge Selina Juul, stifter og bestyrelsesformand i bevægelsen Stop Spild Af Mad, er vakuumpakning et effektivt redskab i private husholdninger.
“Vakuumpakning er en fremragende måde at forlænge holdbarheden af dine ingredienser i køkkenet på og er med til at holde dem friske – og derved undgå madspild,” siger hun.
Når luften fjernes fra emballagen, reduceres iltens adgang til maden. Det betyder, at bakterier og mikroorganismer får vanskeligere ved at udvikle sig.
“Ved at fjerne ilten kan man sænke vækstbetingelserne for bakterier markant. Det betyder, at maden holder sig frisk meget længere,” forklarer Selina Juul.
Samtidig bliver opbevaringen mere overskuelig.
“Vakuumpakkede rester fylder mindre og er lettere at organisere i køleskab og fryser. Det giver et bedre overblik og mindsker risikoen for, at mad bliver glemt.”
Et redskab til planlægning
Vakuumpakning gør det også lettere at planlægge måltider og arbejde med såkaldt meal prepping.
Man kan eksempelvis forberede grøntsager, marinere kød eller portionere rester i mindre pakker, som senere kan tages op efter behov.
“Man kan opdele større mængder mad i mindre portioner og kun tø det op, man rent faktisk skal bruge,” siger Selina Juul.
Det betyder både mindre madspild og færre penge i skraldespanden.
“Med fødevarepriserne i dag er det en løsning, der rammer lige ned i danskernes pengepung.”
Nye løsninger i køkkenet – og i naturen
Teknologien udvikler sig også løbende. I dag findes både klassiske vakuummaskiner, vakuumskuffer, håndholdte vakuumpumper til plastbeholdere og kammervakuummaskiner.
Samtidig kommer der nye løsninger til andre situationer. AK Trading lancerer eksempelvis en vakuummaskine, der kan tilsluttes bilens cigartænder.
Den gør det muligt for fiskere og jægere at vakuumpakke lige efter jagten eller fisketuren.
“Det betyder, at man kan pakke fisken eller kødet med det samme, så kvaliteten bevares helt fra starten,” forklarer Anders Kristensen.
Der findes også nye digitale løsninger, hvor man kan mærke vakuumpakkede fødevarer med klistermærker og registrere dem i en app, så man kan holde styr på, hvad der ligger i fryseren – og hvornår det bør spises.
Fra niche til hverdag
For Anders Kristensen er udviklingen et tegn på en bredere madkultur.
Danskerne vil i stigende grad lave maden selv og have kontrol over råvarer og opbevaring.
“Folk vil gerne lave tingene fra bunden. Vi har fået et meget større fokus på, hvor maden kommer fra, og hvordan den bliver lavet,” siger han.
Og når først vakuumteknologien er flyttet ind i køkkenet, bliver den ofte en fast del af hverdagen.
“Det er kommet for at blive.”