For Søren Willemoes Lundberg, Key Account Manager hos Wilfa i Danmark, handlede dagene om at give Skousens sælgere konkrete argumenter, som de kunne tage med hjem i butikkerne. For Wilfa var deltagelsen på Whiteaway Group Nordic Product Summit samtidig en mulighed for at møde Skousens butikker samlet og præsentere de produkter, som virksomheden især ser et potentiale i.
“Vi kommer ikke rundt i alle butikkerne til daglig, så det her er en oplagt mulighed for at møde medarbejderne ansigt til ansigt, vise nyhederne frem og gå i dialog om produkterne,” siger Søren Willemoes Lundberg, Key Account Manager hos Wilfa i Danmark.
På standen havde Søren især fokus på to produkter: Wilfa Performance-kaffemaskinen og virksomhedens Powerfuel blender.
Filterkaffe med fokus på detaljerne
Det er især Performance-kaffemaskinen, der fylder i præsentationen. Ifølge Søren Willemoes Lundberg er interessen for traditionel filterkaffe på vej tilbage, men forventningerne til både smag, funktion og design er blevet højere. En vigtig del af kaffemaskinens fortælling er bryggetemperaturen. Vandet skal have den rette temperatur, når det rammer kaffen, og maskinen når hurtigt op på mellem 92 og 96 grader, forklarer Søren.
“Det er et stærkt salgsargument, fordi temperaturen har stor betydning for den færdige kaffe. Maskinen når den rigtige temperatur allerede fra den første brygning,” fortæller han.
Maskinen har desuden en aftagelig vandtank, så brugeren ikke behøver at fylde vand på med kaffekanden. Det betyder samtidig, at vandtanken ikke skal fyldes med en kaffekande, hvor der kan være rester fra den tidligere brygning. Brygningen kan samtidig tilpasses efter, hvor mange kopper der skal laves. Det er med til at sikre den rette kontakttid mellem vand og kaffe, også når der kun brygges få kopper.
“Det skal tage tid at brygge en god kop kaffe. Derfor tilpasser maskinen gennemløbet, så man får den samme kvalitet, uanset om man brygger få eller mange kopper,” siger Søren Willemoes Lundberg.
For Skousens sælgere giver funktionerne en konkret historie at fortælle kunderne – ikke mindst dem, der interesserer sig for kaffe og gerne vil tilbage til klassisk filterkaffe uden at gå på kompromis med kvalitet eller design.
Suppe direkte i blenderen
Det andet produkt, Søren Willemoes Lundberg fremhæver, er Wilfas Powerfuel blender. Med op til 32.000 omdrejninger i minuttet er den så kraftig, at friktionen kan opvarme indholdet. Det betyder, at brugeren kan komme blandt andet grøntsager, vand og bouillon direkte i blenderen og efter otte til ti minutter have en varm suppe klar til servering.
“Det viser meget godt, hvor kraftig blenderen er. Den kan ikke bare lave smoothies og knuse is, men også findele ingredienserne så effektivt, at man kan lave varm suppe direkte i kanden,” siger han.
Kanden er fremstillet i Tritan-plast og kan rumme to liter. Blenderen har desuden automatiske programmer til blandt andet smoothies og knusning af is. Det er netop produktargumenterne, Wilfa gerne vil sende sælgerne hjem med.
“Det handler om at give sælgerne de argumenter, der gør dem i stand til at forklare forskellen på produkterne og hjælpe kunderne med at vælge den rigtige løsning,” afslutter Søren Willemoes Lundberg.