Anker-produkter med lokal AI på IFA 2026

IFA 2026: Anker samler brands og gør AI lokal

Anker bruger IFA 2026 til at vise både en ny struktur og en lang række produkter inden for sikkerhed, lyd og charging. Soundcore og Eufy skal fremover tydeligere samles under Anker-navnet, mens nye produkter spænder fra en lokal AI-hub til høretelefoner, der kan tage noter og oversætte samtaler, og powerbanks med aktiv køling.

En af de største nyheder hos Anker på årets IFA handler faktisk ikke om et enkelt produkt.

Virksomheden er i gang med at samle sine forskellige brands tydeligere under Anker-navnet. Hidtil har mange forbrugere kendt eksempelvis Soundcore inden for lyd og Eufy inden for sikkerhed og smart home uden nødvendigvis at vide, at de var en del af samme virksomhed.

Det skal den nye struktur ændre på.

”Jeg læste nogle af kommentarerne efter præsentationen, og mange skrev: ‘Jeg vidste ikke, at Soundcore var Anker’ eller ‘Jeg vidste ikke, at Eufy var Anker’. Derfor synes jeg, det giver rigtig god mening at samle det hele under én paraply,” fortæller Nicholas Bálint, Senior Nordic Brand Manager hos Anker.

Overgangen bliver gradvis, og de eksisterende brandnavne forsvinder derfor ikke fra den ene dag til den anden. Men på flere af de nye produkter på IFA står Anker-navnet allerede tydeligere frem.

MindBase skal samle det intelligente hjem

En af de største lanceringer på standen er Anker MindBase, der skal fungere som en central hub for både sikkerhed og smart home.

Anker har allerede HomeBase 3, hvor optagelser fra sikkerhedskameraer kan gemmes lokalt. Med MindBase udvider virksomheden konceptet markant.

Systemet skal kunne håndtere op til 48 TB lokal lagring og fungere som NAS til blandt andet billeder, video og andre filer. Samtidig bliver AI en langt større del af systemet.

Tanken er, at brugeren skal kunne kommunikere med hjemmet i almindeligt sprog. Man kan eksempelvis bede systemet om at slukke lyset, låse døren og aktivere overvågningen på et bestemt tidspunkt, hvorefter MindBase kommunikerer med de relevante enheder.

Det kan også ske automatisk. Registrerer et kamera eksempelvis, at noget er blevet spildt på gulvet, er visionen, at MindBase kan sende besked videre til en kompatibel robotstøvsuger og bede den om at gøre rent.

”Du behøver ikke selv gå ind i appen. Systemet skal kunne forstå intentionen og få enhederne til at arbejde sammen,” forklarer Nicholas Bálint.

MindBase skal kunne forbindes med op til 100 Anker/Eufy-produkter og understøtter samtidig Matter 1.5-protokollen med over 150 tredjepartsprodukter, så systemet ikke er begrænset til Ankers egne produkter.

Anker-produkter med lokal AI på IFA 2026

Data bliver i hjemmet

Særligt én del af løsningen fremhæver Nicholas Bálint som vigtig for det nordiske marked: Data skal opbevares lokalt.

Anker ønsker fortsat at undgå, at sikkerhedskameraer kræver et løbende abonnement på cloudlagring. Optagelser og data fra MindBase skal derfor kunne blive i hjemmet frem for at blive sendt til skyen.

Det handler ifølge Nicholas Bálint både om privatliv og om en stigende abonnementstræthed blandt forbrugerne.

”Vi er meget optagede af privacy i Norden, men jeg tror også, at folk er ved at være trætte af abonnementsbetalinger. De er overalt. Vi vil gerne sikre, at når du har købt enheden, så er du færdig.”

Høretelefonerne skal kunne mere end at spille musik

Også på lydsiden viser Anker, hvordan AI og lokal databehandling flytter ind i produkterne.

Et centralt element er virksomhedens egen audiochip, der kan foretage beregninger direkte i enheden. Det skal blandt andet gøre støjreduktionen mere effektiv og forbedre kvaliteten af telefonsamtaler i støjende omgivelser.

Liberty 5 Pro Max kombinerer otte mikrofoner med to knogleledningssensorer, der registrerer vibrationer gennem knoglerne. Sammen med Ankers egen Thus™ AI-chip isolerer systemet stemmen, selv når brugeren befinder sig i eksempelvis en lufthavn, på en messe eller til en festival.

Men høretelefonerne kan også få en helt anden funktion.

En indbygget note-funktion kan optage en samtale og efterfølgende lave resumé og punkter i appen. Optagelser kan eksporteres i forskellige formater, og systemet kan ifølge Anker også oversætte mellem omkring 100 sprog.

På en af modellerne er optagefunktionen desuden bygget ind i selve opladningsetuiet- Soundcore Liberty 5 Pro Max. Det betyder, at etuiet kan lægges på bordet under eksempelvis et møde eller interview og bruges som optager, uden at høretelefonerne behøver være i ørerne.

”Det er et kæmpe spring i forhold til meget af det, jeg har prøvet gennem mine år i techbranchen,” siger Nicholas Bálint.

Anker viser samtidig flere open-ear-modeller: AeroClip 2 og AeroClip 2 Pro, hvor høretelefonerne sidder uden på øret. Kategorien er allerede stor på blandt andet det kinesiske marked, mens Anker forventer, at den også vil få større opmærksomhed i Norden.

Powerbanken får sin egen blæser

Charging er fortsat et af Ankers kerneområder, og på IFA viser virksomheden flere nye løsninger til især brugere, der har mange enheder med på farten.

En af nyhederne tager fat på et velkendt problem ved trådløs opladning: varme.

Ankers nye magnetiske powerbank Anker MagGo 2 Pro har derfor fået indbygget aktiv ventilation. En lille blæser skal hjælpe med at holde temperaturen nede under opladningen, mens et display viser blandt andet batteriniveau, opladningshastighed og temperatur.

Powerbanken har en kapacitet på 10.000 mAh.

En anden model er målrettet dem, der skal kunne oplade både computer, telefon og andet udstyr på farten Anker Power Bank 165W. Her er effekten op til 165 watt, og to USB-C-kabler er integreret direkte i powerbanken. Det ene kan trækkes ud efter behov, så brugeren ikke behøver have separate kabler med i tasken.

”Den er altid i min taske, når jeg rejser,” fortæller Nicholas Bálint.

Anker viser desuden en kompakt rejseadapter, Anker Nano Travel Adapter med stik til forskellige markeder, tre USB-C-porte og en USB-A-port samt op til 100 watt opladning.

Ét Anker på tværs af flere kategorier

De mange produktnyheder på IFA fortæller dermed også historien om en virksomhed i forandring.

Anker begyndte i 2011 og har siden opbygget en markant bredere produktportefølje. Med den nye struktur skal forbindelsen mellem kategorierne og de hidtidige brands nu blive tydeligere.

Læs også: Samsung på IFA 2026, TCL på IFA 2026 og Noise på IFA 2026.

64

Generationsskifte i Punkt1: Nye kræfter kommer med, mens erfaringen stadig er i butikken

I Punkt1 i Kalundborg er et generationsskifte i gang. Steen Jensen og Jesper Petersen har gjort Michala Rømer og Mike Jensen til medejere, mens de selv fortsætter. Målet er at give næste generation tid til at vokse med ansvaret.
Shark-beauty-scaled

Shark lancerer FlexStyle IonCurl

Shark Beauty lancerer FlexStyle IonCurl i Danmark. Modellen kombinerer hårtørring og styling med luft og er udstyret med Ion Smooth-teknologi, CoandaBoost-teknologi, Airset-knap og Scalp Shield-funktion. FlexStyle IonCurl har særligt fokus på krølledefinition, glans og kontrol over krus.
EU's regulering af batterier

Nye EU-krav til batterier på vej

Fra februar 2027 træder nye EU-krav til batterier i kraft. Bærbare batterier skal som hovedregel kunne tages ud og udskiftes af slutbrugeren, men der findes en række undtagelser. APPLiA har samlet den viden, vi har om kravene til blandt andet udskiftning, dokumentation, reservedele, mærkning og QR-koder.

Nyhedsbrev

Du kan tilmelde dig her

Nyhedsbrev

Du kan tilmelde dig her