Bosch-hvidevarer på IFA 2026

IFA 2026: Bosch viser wet-dry støvsuger, ny vaske-tørremaskine med varmepumpe og sin første portafiltermaskine

En gulvvasker, der både støvsuger og vasker, en airfryer med plads til en flæskesteg og Bosch’ første semiautomatiske espressomaskine med portafilter. Bosch har en bred vifte af nyheder med på IFA 2026. APPLiA talte med Morten Liengaard, administrerende direktør i BSH Hvidevarer A/S, om de produkter, han især hæfter sig ved.

Der skal mere end støv og krummer til at stoppe en af de nyheder, Bosch viser frem på årets IFA.

Den nye Bosch OneFlow er en wet-dry støvsuger, der støvsuger og vasker gulvet i én arbejdsgang. På standen bliver dens evner blandt andet demonstreret med både spaghetti og æg på gulvet.

”Det bliver spændende at se, hvordan den type produkt kommer til at klare sig på det nordiske marked,” fortæller Morten Liengaard, administrerende direktør i BSH Hvidevarer A/S.

OneFlow kan på én opladning rengøre op til 150 kvadratmeter og håndtere både indtørret snavs og spildte væsker, som opsamles i en separat beholder til beskidt vand.

Efter rengøringen kan rullen rengøres automatisk i stationen med 70 grader varmt vand og efterfølgende tørres med 75 grader varm luft.

Airfryeren får plads til flæskestegen

Airfryeren er efterhånden blevet fast inventar i mange køkkener, og på IFA udvider Bosch sortimentet med tre nye modeller.

Series 2 er den kompakte udgave med en kapacitet på fire liter og en aflang skuffe. Series 3 Double Stack har to skuffer placeret oven på hinanden og en samlet kapacitet på 12 liter.

Men særligt Series 4 Double Flex giver nye muligheder for de større retter.

Her har Bosch lavet en stor skuffe på 10 liter, som kan opdeles i to separate tilberedningszoner. Skillevæggen kan samtidig fjernes helt, når der skal være plads til noget større.

Og det åbner blandt andet for en ret, som er elsket i de danske hjem.

”Man kan tage ribben ud, så der bliver plads til eksempelvis en flæskesteg,” fortæller Morten Liengaard.

Dermed kan den samme airfryer bruges med to separate zoner til forskellige ingredienser eller som ét stort tilberedningsrum.

Bosch går ind i portafilter-kategorien

En anden nyhed finder man i kaffekategorien.

Med HomeCafé Series 4 lancerer Bosch sin første semiautomatiske espressomaskine med portafilter.

Maskinen placerer sig mellem den fuldautomatiske kaffemaskine og den mere manuelle espressooplevelse. Den har indbygget kværn, som maler bønnerne, men brugeren arbejder selv med portafilteret og får dermed en større del af baristaoplevelsen.

Kværnen har 30 forskellige indstillinger og fem doseringsniveauer, så brugeren kan justere kaffen efter egne præferencer.

Det er med andre ord en løsning til dem, der gerne vil gøre lidt mere selv, men ikke nødvendigvis ønsker, at hele processen skal være manuel.

Mere plads uden et større køleskab

Bosch viser også nye løsninger inden for køl og frys, hvor fokus blandt andet er på at udnytte den eksisterende plads bedre.

En ny fritstående model introducerer det såkaldte Flex-Door-koncept, hvor opbevaringen i døren kan flyttes rundt efter behov.

Det betyder, at hylder og rum kan tilpasses forskellige størrelser af madvarer og emballager. Ideen er at skabe mere anvendelig opbevaringsplads og bedre organisering uden at gøre selve produktet større eller optage mere gulvplads i køkkenet.

Vask og tørring med varmepumpe

Også i vaskekategorien har Bosch en markant nyhed med på IFA.

Virksomheden lancerer sin første kombinerede vaske-tørremaskine med varmepumpeteknologi.

Ifølge Bosch kan modellen reducere vandforbruget med op til 20 liter og energiforbruget med 54 procent sammenlignet med konventionelle vaske-tørremaskiner med kondenseringsteknologi.

Modellen har energiklasse A for både vask og tørring og kan vaske op til ni kilo tøj eller vaske og tørre op til seks kilo i samme arbejdsgang.

Samtidig er maskinen udstyret med en selvrensende kondensator, der skal mindske behovet for vedligeholdelse.

IFA er også stedet, hvor kollegerne mødes

For Morten Liengaard handler dagene i Berlin dog ikke kun om at se de produkter, der senere skal ud på det nordiske marked.

Han er på IFA fra søndag til tirsdag og bruger også messen til at mødes med internationale kolleger, som han ikke nødvendigvis ser til daglig.

Når mange fra den internationale organisation alligevel er samlet på samme sted, kan en kop kaffe nogle gange erstatte flere digitale møder.

”Jeg møder en masse internationale kolleger, som jeg ikke ser så tit. Så kan man mødes over en kop kaffe og få klappet nogle ting af hurtigt,” fortæller han.

Læs også: Hisense samler vask og tørring, Haier viser smartere køl og vask og Liebherr giver mere fryseplads.

Generationsskifte i Punkt1: Nye kræfter kommer med, mens erfaringen stadig er i butikken

I Punkt1 i Kalundborg er et generationsskifte i gang. Steen Jensen og Jesper Petersen har gjort Michala Rømer og Mike Jensen til medejere, mens de selv fortsætter. Målet er at give næste generation tid til at vokse med ansvaret.
Shark-beauty-scaled

Shark lancerer FlexStyle IonCurl

Shark Beauty lancerer FlexStyle IonCurl i Danmark. Modellen kombinerer hårtørring og styling med luft og er udstyret med Ion Smooth-teknologi, CoandaBoost-teknologi, Airset-knap og Scalp Shield-funktion. FlexStyle IonCurl har særligt fokus på krølledefinition, glans og kontrol over krus.
EU's regulering af batterier

Nye EU-krav til batterier på vej

Fra februar 2027 træder nye EU-krav til batterier i kraft. Bærbare batterier skal som hovedregel kunne tages ud og udskiftes af slutbrugeren, men der findes en række undtagelser. APPLiA har samlet den viden, vi har om kravene til blandt andet udskiftning, dokumentation, reservedele, mærkning og QR-koder.

Nyhedsbrev

Du kan tilmelde dig her

Nyhedsbrev

Du kan tilmelde dig her