Haier-stand med køl og vask på IFA 2026

IFA 2026: Haier satser på smartere køl og vaskemaskinen med tre tromler

Haier viser nye løsninger til både køkken og vaskerum på IFA. Blandt nyhederne er et køleskab, der holder øje med maden, og en vaskemaskine med tre separate tromler.

Et køleskab, der minder dig om de vindruer, du skal have spist. Danskvand direkte fra døren. Og en vaskemaskine, hvor du kan vaske tre forskellige vaske på samme tid.

På Haiers stand på IFA viser Ronny Pedersen, Key Account Manager hos Witt, rundt blandt nogle af de nyheder, der er på vej til det europæiske marked. Og særligt to områder skiller sig ud: Den nye Horizon-serie inden for køl og Multiwash-konceptet, hvor én vaskemaskine rummer tre separate tromler.

Danskvand direkte fra køleskabet

I den nye Horizon-serie er topmodellen et stort fritstående køleskab med vanddispenser. Men Haier har tilføjet endnu en mulighed: Køleskabet kan også levere danskvand.

Systemet bruger almindelige gasflasker, så man kan tappe vand med brus direkte fra køleskabet.

”Det taler også ind i bæredygtighed. Hvis man kan lave sit danskvand herhjemme, kan man reducere behovet for flaskevand,” fortæller Ronny Pedersen.

Modellen ligger samtidig i energiklasse C, hvilket ifølge Ronny Pedersen placerer den blandt de bedste energiklasser for køleskabe i denne størrelse.

Horizon-navnet handler dog også om design. En gennemgående horisontal linje binder produkterne sammen, mens udtrykket ellers er holdt enkelt.

Køleskabet skal hjælpe mod madspild

En af de mest synlige funktioner er den store skærm i køleskabsdøren. Her kobler Haier AI og fødevaregenkendelse sammen med virksomhedens app, hOn.

Når fødevarer bliver lagt i køleskabet, kan systemet genkende en række af dem. Brugeren kan derefter angive holdbarheden og få en påmindelse på telefonen, når det er ved at være tid til at bruge maden.

”Hvis du eksempelvis har noget, der kan holde sig tre dage, kan du få en besked om, at nu skal det snart bruges. Det er her, jeg synes, det bliver rigtig interessant i forhold til madspild,” siger Ronny Pedersen.

Systemet kan også foreslå opskrifter ud fra fødevarer i køleskabet. Det præcise antal varer, systemet kan genkende, og omfanget af opskriftsuniverset er endnu ikke endeligt afklaret for det nordiske marked.

Det interessante er ifølge Ronny Pedersen, at en stor del af udviklingen ligger i softwaren.

”Det kan hele tiden udvikles bagved. Man skal jo ikke skifte sit køleskab ud, bare fordi der kommer en bedre version af den del.”

Én app til produkterne

Horizon-køleskabet forbindes med Haier hOn-appen, som samler koncernens forskellige produktkategorier.

Det betyder, at den samme app kan bruges på tværs af blandt andet køl, vask og varmepumper.

”Du skal selvfølgelig vælge den relevante produktkategori, men tanken er, at man har én app til alle produkterne,” fortæller Ronny Pedersen.

Haier udvider samtidig sortimentet af fritstående køleskabe i de bedste energiklasser og viser forskellige formater med to, tre og fire døre samt flere bredder og overflader.

Tre vaskemaskiner i én

På vaskesiden er Multiwash en af de nyheder, som Ronny Pedersen har store forventninger til.

Maskinen består af én stor tromle med en kapacitet på 10 kilo og to mindre tromler på hver ét kilo, der fungerer helt separat og uafhængige af hinanden.

Teknologien blev allerede vist sidste år, men nu kommer den i en version, der passer til standardmålene på det europæiske marked.

”Det var noget af det, der fik allermest opmærksomhed sidste år. Nu kommer den i standardhøjde, og der er enorme forventninger til salgsvolumen,” siger Ronny Pedersen.

Der kommer både en version til vask og senere en model, hvor vask og tørring kombineres.

En lille tromle til favoritskjorten

De tre tromler åbner for en anden måde at sortere vasketøjet på.

De små tromler kan eksempelvis bruges til undertøj, sportstøj, sarte tekstiler eller babytøj, som man gerne vil holde adskilt fra resten af vasken.

Men Ronny Pedersen ser også en mere enkel anvendelse.

”Tænk på en person, der bor alene. Man har stadig brug for den store maskine til håndklæder og sengetøj, men man har ikke nødvendigvis lyst til at starte en 10-kilos vaskemaskine for en meget lille vask.”

Det samme kan gælde, når favoritskjorten skal bruges næste morgen, eller et enkelt sæt tøj skal være klar til en aften ude.

”Så starter man ikke nødvendigvis ti kilo op. Så kan man tage den lille tromle med ét kilo.”

De mindre tromler bruger samtidig mindre vand og energi til de små vaske end den store tromle, fordi kapaciteten er tilpasset den mindre mængde tøj.

Og måske en tromle til hundens tøj

På forskellige markeder bliver de små tromler også markedsført til meget forskellige behov.

Et af de mere opsigtsvækkende eksempler kommer fra Japan, hvor kæledyrsmarkedet er stort, og en separat tromle kan bruges til tøj og tekstiler til hunde og andre kæledyr.

”Da vi så en af de første marketingplaner fra andre lande, var kæledyrstøj faktisk en stor del af fortællingen i Japan. Det siger også noget om, hvor forskelligt sådan et produkt kan bruges fra marked til marked,” fortæller Ronny Pedersen.

Om den anvendelse bliver den store salgstale i Danmark er mere tvivlsomt. Men princippet bag Multiwash passer godt ind i en bredere tendens på årets IFA: I stedet for altid at fylde én stor tromle forsøger producenterne at give forbrugerne mulighed for at opdele vasken efter behov.

Hos Haier bliver løsningen helt konkret tre tromler i den plads, hvor der normalt kun står én vaskemaskine.

Læs også: Hisense på IFA 2026, Eico på IFA 2026 og APPLiA Branchenyt.

Generationsskifte i Punkt1: Nye kræfter kommer med, mens erfaringen stadig er i butikken

I Punkt1 i Kalundborg er et generationsskifte i gang. Steen Jensen og Jesper Petersen har gjort Michala Rømer og Mike Jensen til medejere, mens de selv fortsætter. Målet er at give næste generation tid til at vokse med ansvaret.
Shark-beauty-scaled

Shark lancerer FlexStyle IonCurl

Shark Beauty lancerer FlexStyle IonCurl i Danmark. Modellen kombinerer hårtørring og styling med luft og er udstyret med Ion Smooth-teknologi, CoandaBoost-teknologi, Airset-knap og Scalp Shield-funktion. FlexStyle IonCurl har særligt fokus på krølledefinition, glans og kontrol over krus.
EU's regulering af batterier

Nye EU-krav til batterier på vej

Fra februar 2027 træder nye EU-krav til batterier i kraft. Bærbare batterier skal som hovedregel kunne tages ud og udskiftes af slutbrugeren, men der findes en række undtagelser. APPLiA har samlet den viden, vi har om kravene til blandt andet udskiftning, dokumentation, reservedele, mærkning og QR-koder.

Nyhedsbrev

Du kan tilmelde dig her

Nyhedsbrev

Du kan tilmelde dig her