Hisense TV med RGB Mini LED på IFA 2026

IFA 2026: Hisense skruer op for de store billeder med RGB Mini LED og nye laserprojektorer

Hisense viser næste generation af RGB Mini LED og udvider samtidig sit univers af laserprojektorer. Målet er både større billeder, bedre farver og flere muligheder for at få biografoplevelsen ind i hjemmet.

På Hisenses stand på IFA er der ikke mangel på store billeder. I den ene ende står et 116-tommer TV med næste generation af RGB Mini LED-teknologien. I den anden kan en projektor placeret ganske tæt på væggen skabe et billede på 150 tommer.

Fælles for løsningerne er ønsket om at give forbrugerne større billeder, men teknologierne angriber opgaven på vidt forskellige måder.

Jonas Heilesen, Technical Marketing & Training hos Hisense Nordic, begynder turen ved virksomhedens nye topmodel UXS.

En fjerde farve kommer ind i bagbelysningen

Hisense lancerede sin første RGB Mini LED-teknologi i 2025. I dag har virksomheden anden generation på markedet, mens årets IFA giver et kig på næste skridt.

Her suppleres de røde, grønne og blå lysdioder med en fjerde cyanfarvet diode, som Hisense kalder Sky Blue.

”Den fjerde diode skal give en bedre overgang mellem grøn og blå. Det giver os endnu bedre farver og mere præcision,” fortæller Jonas Heilesen.

Den nye UXS, som vises i 116 tommer på IFA, forventes ifølge Jonas Heilesen at kunne købes omkring november. Prisen er endnu ikke offentliggjort.

For Hisense handler udviklingen dog ikke kun om at demonstrere, hvad der teknologisk kan lade sig gøre i en topmodel.

”Vi vil ikke lave innovation for innovationens skyld. Det interessante for os er at udvikle teknologien og derefter få den ned i skærmstørrelser og prisklasser, hvor almindelige kunder kan være med.”

Han peger på udviklingen i de nuværende RGB Mini LED-modeller. Hvor teknologien for et år siden fandtes i en 116-tommer model til omkring 230.000 kroner, sælger Hisense i dag ifølge Jonas Heilesen RGB-teknologien i 55 tommer til omkring 15.000 kroner.

Farveteknologien kan også sænke energiforbruget

RGB Mini LED handler ifølge Jonas Heilesen ikke kun om kraftigere og mere præcise farver. Konstruktionen kan også have betydning for energiforbruget.

Hisenses nuværende 100-tommer RGB-model ligger ifølge ham i energiklasse B.

Forklaringen er blandt andet, at teknologien kan udnytte lyset mere effektivt uden det traditionelle farvefilter.

”Når vi undgår farvefilteret, har vi ikke brug for nær så meget energi. Det er selvfølgelig godt for elregningen, men også for klimaet. Det er en teknologi, vi tror rigtig meget på,” siger Jonas Heilesen.

150 tommer uden en stor sort skærm

Få meter længere henne på standen viser Hisense en helt anden løsning på ønsket om et stort billede.

Laser TV er Hisenses betegnelse for virksomhedens ultra-short-throw-projektorer, som kan placeres meget tæt på væggen. Den viste løsning kan skabe et billede på op til 150 tommer.

”Det er til kunden, der gerne vil have det store billede, men ikke nødvendigvis vil have en stor sort skærm hængende på væggen, når TV’et ikke bliver brugt,” fortæller Jonas Heilesen.

Projektoren kan bruges sammen med et fast lærred, men lærredet kan også bygges ind i loftet og rulles ned efter behov.

En almindelig hvid væg kan i princippet også bruges, men det indebærer et kompromis med billedkvaliteten.

”Et rigtigt lærred er konstrueret til at håndtere lyset på den rigtige måde. På de mere prisvenlige produkter vil flere måske vælge bare at bruge en hvid væg, mens man på premiumprodukterne typisk også investerer i lærredet for at få den bedste kvalitet.”

Hisense vil have Laser TV bedre ud i butikkerne

En af udfordringerne ved projektorer er, at produktet skal opleves for at give mening. Et TV kan stå tændt på en væg i en elektronikbutik, mens en projektorløsning kræver mere plads og en anden præsentation.

Det er en af årsagerne til, at Hisense denne sommer har fået HiFi Klubben som forhandler af produkterne.

”De har kompetencerne til at præsentere produkterne, forklare teknologien og vise forskellene. Det er vigtigt med den her type produkt,” siger Jonas Heilesen.

Karolina Kłopotowska, Managing Director hos Hisense Nordic, ser samtidig et potentiale i selve fleksibiliteten.

”Det giver en helt anden anvendelse. Du kan have den store skærm, når du vil have den, men du behøver ikke kigge på en kæmpestor sort skærm resten af tiden. For mange handler det også om æstetikken i hjemmet,” siger hun.

Hun peger samtidig på, at transport og installation bliver en stadig større udfordring, når traditionelle TV bevæger sig op omkring 100 og 116 tommer. Her er projektoren en langt mere håndterbar løsning.

Laser har fjernet en gammel projektorudfordring

Selve lyskilden er også væsentligt anderledes end i tidligere generationer af projektorer.

”Historisk havde man en almindelig lampe i projektoren. Den havde måske en levetid på omkring 5.000 timer, og i gamle dage kunne det koste omkring 5.000 kroner at udskifte den,” forklarer Jonas Heilesen.

I Laser TV-modellerne er lampen erstattet af en laserlyskilde.

”Laseren giver os en meget høj lysstyrke, men endnu vigtigere har den en forventet levetid på omkring 25.000 timer. Ser du tre timers TV hver eneste dag, svarer det groft sagt til 25 år.”

Og dermed må man nok forvente, at de fleste vil udskifte projektoren af andre årsager, længe før laserlyskilden bliver et problem.

Ny P1 kan komme med i tasken

Hisense bruger også IFA til at vise, at projektoren ikke behøver være en permanent del af hjemmebiografen.

Den nye P1 er virksomhedens første batteridrevne projektor. Den vejer lidt over to kilo, leverer Full HD og op til 1.000 lumen og har ifølge Hisense en batteritid på omkring to en halv time.

”Det er nok til en hel film eller en fodboldkamp på én opladning. Du kan tage den med i parken, finde en hvid væg, og så har du din filmaften,” siger Jonas Heilesen.

Hisense angiver billedstørrelser fra 65 til 150 tommer, men jo større billedet skal være, desto vigtigere bliver lysforholdene.

For Jonas Heilesen er P1 interessant, fordi den tager projektoren ud af den traditionelle hjemmebiograf og ind i helt andre situationer.

”Det kan være sommerhuset, campingvognen eller på tur. Har du en væg eller et lærred og WiFi, kan du i princippet skabe et stort billede næsten hvor som helst.”

Og dermed viser Hisense to meget forskellige veje mod det samme mål på IFA: Det store billede kan enten komme fra et stadig større og mere avanceret TV eller fra en projektor, der næsten kan forsvinde igen, når filmen er slut.

Læs også: TCL viser bredden frem med OLED og Mini LED og Samsung samler AI-universet i Berlin.

Generationsskifte i Punkt1: Nye kræfter kommer med, mens erfaringen stadig er i butikken

I Punkt1 i Kalundborg er et generationsskifte i gang. Steen Jensen og Jesper Petersen har gjort Michala Rømer og Mike Jensen til medejere, mens de selv fortsætter. Målet er at give næste generation tid til at vokse med ansvaret.
Shark-beauty-scaled

Shark lancerer FlexStyle IonCurl

Shark Beauty lancerer FlexStyle IonCurl i Danmark. Modellen kombinerer hårtørring og styling med luft og er udstyret med Ion Smooth-teknologi, CoandaBoost-teknologi, Airset-knap og Scalp Shield-funktion. FlexStyle IonCurl har særligt fokus på krølledefinition, glans og kontrol over krus.
EU's regulering af batterier

Nye EU-krav til batterier på vej

Fra februar 2027 træder nye EU-krav til batterier i kraft. Bærbare batterier skal som hovedregel kunne tages ud og udskiftes af slutbrugeren, men der findes en række undtagelser. APPLiA har samlet den viden, vi har om kravene til blandt andet udskiftning, dokumentation, reservedele, mærkning og QR-koder.

Nyhedsbrev

Du kan tilmelde dig her

Nyhedsbrev

Du kan tilmelde dig her