For få år siden var vinkøleskabet for mange et luksusprodukt, der stod for sig selv. I dag bliver det i stigende grad tænkt ind allerede, når danskerne køber eller renoverer deres køkken.
Det oplever Alex Nielsen, Country Manager Denmark hos Temptech, som på IFA især fremhæver virksomhedens nye lagringsskabe og mulighederne for at integrere vinkøleskabet i køkkenet.
”Vi ser en klar trend, hvor flere og flere vinkøleskabe bliver tegnet direkte ind i køkkenerne. Det kan være under bordpladen, i højskabet, ved siden af ovnen eller under ovnen. Mulighederne er virkelig mange,” fortæller han.
Energiklasse A til vinen, der skal ligge længe
En af de største nyheder på standen er Temptechs nye lagringsskab La Sommelière, der kommer i energiklasse A.
Det er ifølge Alex Nielsen væsentligt i en kategori, hvor energiforbruget kan være en barriere for nogle forbrugere. Et vinkøleskab er et luksusprodukt, som kører døgnet rundt, og derfor kan energimærket få betydning for købsbeslutningen.
”Hvis der er noget, forbrugerne går op i i dag, så er det energi. Vinkøleskabet er et luksusprodukt, og hvis det samtidig ligger i energiklasse E eller G, kan der være nogen, der siger, at det vil de ikke have. Her har vi et produkt i energiklasse A.”
Skabet er udviklet til lagring af vin over længere tid og har plads til mange flasker. Fronten er helt sort i modsætning til de klassiske vinkøleskabe med glasfront, hvor flaskerne er en synlig del af indretningen.
”Det her er et lagringsskab. Her handler det ikke om at vise vinen frem, men om at give den gode forhold til at ligge i lang tid,” fortæller Alex Nielsen.
De nye lagringsskabe introduceres i Danmark, Norge og Sverige i løbet af efteråret.
Vinkøleskabet er blevet en del af køkkendesignet
En anden vigtig del af TempTechs IFA-nyheder er vinkøleskabe til indbygning i køkkenet.
Her viser virksomheden blandt andet en ny model i fuld størrelse med høj flaskekapacitet og den showhylde, som ifølge Alex Nielsen er blevet populær blandt kunder, der gerne vil have vinen som en synlig del af køkkenet.
”Det er næsten blevet lige så normalt at tænke et vinkøleskab ind, når man tegner et nyt køkken, som nogle af de andre hvidevarer. For mange giver det lige det sidste wow til køkkenet.”
Temptech oplever især efterspørgslen i forbindelse med nybyggeri og køkkenrenoveringer. Men der er også kunder, der allerede har haft et mindre vinkøleskab i nogle år og nu ønsker mere kapacitet.
”Mange startede med et mindre vinkøleskab, men opdager så, at det bliver for småt. Så går de ud og leder efter noget større.”

Vinkøleskab på størrelse med en køkkenskuffe
Det er dog ikke alle, der har plads til et stort vinkøleskab. Temptech arbejder derfor med størrelser, der spænder fra store skabe til kompakte modeller, der kan passe ind på ganske lidt plads.
På IFA viser virksomheden blandt andet en model, der kan placeres, hvor der ellers kunne have været en smal køkkenenhed eller et udtræk.
En af nyhederne er, at modellen kan få monteret kundens egen køkkenfront. Dermed kan vinkøleskabet integreres i køkkenets øvrige design og næsten forsvinde i indretningen.
”Nu kan kunderne få det 100 procent integreret i deres køkken. Man kan sætte sin egen låge på, så hvis man ikke har behov for at vise vinen frem, kan skabet blive en helt naturlig del af køkkenet.”
For andre er det netop synligheden, der er en del af oplevelsen. Derfor tilbyder Temptech fortsat modeller med glasfront og mulighed for at præsentere flaskerne.
”Det er en smagssag. Nogle vil gerne flashe deres vin, mens andre bare gerne vil vide, at den ligger under de rigtige forhold.”
Mindre alkohol, men bedre vin
Alex Nielsen ser fortsat vækst på det danske marked for vinkøleskabe, og han oplever samtidig, at kundegruppen bliver bredere.
En del af forklaringen er ifølge ham en ændring i måden, der bliver drukket vin på.
”Vi ser, at folk drikker mindre alkohol, men bedre alkohol. Det gælder både yngre og ældre. Man køber måske færre flasker, men gennemsnitsprisen på den vin, man køber, bliver højere.”
Det gør det ifølge Alex Nielsen mere relevant for flere at interessere sig for, hvordan vinen bliver opbevaret.
Temptech har derfor vinkøleskabe i mange størrelser og prisklasser, så kategorien ikke kun er rettet mod de største køkkener eller de dyreste vinsamlinger.
Fokus på vin og ikke så meget andet
Temptech konkurrerer på et marked med en lang række producenter, som også tilbyder vinkøleskabe. Alex Nielsen peger på specialiseringen som virksomhedens vigtigste forskel.
”Vi laver kun vinkøleskabe. Det er det, vi er eksperter i, og gruppen har arbejdet med vinkøleskabe i mere end 30 år.”
På årets IFA er retningen derfor ikke en masse nye produktkategorier. I stedet handler det om at udvikle vinkøleskabet i to retninger, der fylder mere hos kunderne: lavere energiforbrug og bedre integration i køkkenet.
64Læs også: Liebherr på IFA 2026, Haier på IFA 2026 og Bosch på IFA 2026.