ASWO-stand på IFA 2026

IFA 2026: ASWO bruger Berlin til at finde de forretningsområder, der skal erstatte de gamle

For ASWO handler IFA ikke kun om nye produkter. Messen bruges til at møde leverandører og europæiske kolleger og til at spotte de forretningsområder, der skal vokse i fremtiden.

Når ASWO tager til IFA, er det med flere forskellige formål. Nogle skal møde eksisterende leverandører, andre skal finde nye forretningsforbindelser, og så skal der samles viden om de produktkategorier og teknologier, der kan få betydning for virksomheden i de kommende år.

Sten Schroll, Marketing- & Sales Manager hos ASWO, er på messen fra søndag til tirsdag. Han har sine møder planlagt på forhånd, mens virksomhedens delegation fra indkøb og produktledelse har en særdeles tæt kalender.

”Vi har 16 mand afsted fra den gruppe, og de har virkelig kalenderen fyldt. Der bliver knyttet kontakter til nye forretningsforbindelser, men vi bruger også IFA til at holde de årlige møder med nogle af dem, vi allerede arbejder sammen med. Når vi alligevel alle sammen er her, behøver vi ikke rejse rundt i Europa og Asien for at mødes,” fortæller Sten Schroll.

De europæiske kolleger samles

En vigtig del af dagene i Berlin er også mødet med ASWOs europæiske kolleger.

Meget af det løbende samarbejde kan klares digitalt i hverdagen. Men når det handler om at diskutere nye forretningsområder og udveksle idéer om, hvad virksomheden skal være klar til fremover, kan det fysiske møde noget andet.

”Vi mødes med vores europæiske kolleger og bruger tiden på blandt andet brainstorming. Det er virkelig godt. Informationsflowet på sådan en messe er ekstremt,” siger Sten Schroll.

ASWO har også en stand på IFA. Den er primært målrettet de tyske kunder, men giver samtidig de nordiske medarbejdere en base og mulighed for at invitere deres egne forbindelser forbi.

Når støvsugerposen forsvinder

For en virksomhed som ASWO, der blandt andet lever af reservedele og tilbehør, er udviklingen i de store produktkategorier vigtig at følge.

Et meget konkret eksempel er støvsugerposen.

”Støvsugerposer har været en stor varegruppe hos os, men de er stærkt reduceret. Det er sådan en udvikling, vi skal være opmærksomme på,” fortæller Sten Schroll.

Robotstøvsugere og poseløse støvsugere ændrer markedet for det klassiske tilbehør. Derfor handler IFA også om at se efter, hvad der kommer i stedet, og hvilke nye produktområder ASWO skal positionere sig inden for.

”Nogle af de ”nye” produktkategorier, som ASWO har specielt fokus på, er bl.a. Klima, Robotics, Professional og lettere E-mobility. I sidstnævnte kategori har ASWO det seneste år overtaget reservedelsforhandlingen for kendte brands som Segway-Ninebot, Xiaomi, NIU, Soflow og mange flere,” fortæller Sten Schroll.

Kina fylder mere

En anden udvikling, som Sten har bemærket de senere år, er, at Kina fylder enormt meget på messen. Her er både mange deltagere fra Kina og brands fra Kina.  Denne udvikling har ASWO dog forberedt sig på gennem flere år.

Virksomheden begyndte for alvor at arbejde målrettet med Kina i 2018.

”Dengang vi begyndte at kigge på Kina, sagde flere: Det bliver virkelig svært at opbygge! Det var det også. Men vi har dygtiggjort os og opbygget kompetencerne, og det er en kæmpe fordel for os i dag,” siger Sten Schroll.

I dag har ASWO både en indkøbsafdeling og et logistikcenter i Kina og kan sende hele containere direkte fra leverandørerne.

Det giver ifølge Sten Schroll en stærkere position, når virksomheden skal reagere på nye produkter og leverandører fra det kinesiske marked.

Størrelsen kan hjælpe alle nordiske kæder

Udviklingen har samtidig gjort ASWO bedre rustet til et andet område, der er vokset gennem de seneste år: private label.

Her kan virksomhedens internationale størrelse være en fordel for både større og mindre aktører på det nordiske marked.

”Vi er blevet specialister i at varetage reservedele til kædernes private label-produkter. Vi kan lettere hjælpe de nordiske kæder, fordi vi samlet set dækker et stort europæisk marked og har rigeligt med reservedele på lager. Dette er blevet ekstremt vigtigt, ikke mindst i forhold til Right to Repair og Ecodesign,” fortæller Sten Schroll.

For ASWO bliver IFA derfor i lige så høj grad en messe om fremtidens forretning som om de produkter, der står på standene lige nu.

Når en traditionelt stor varegruppe som støvsugerposer langsomt mister betydning, skal nye områder tage over. Og dagene i Berlin bruges netop på at finde ud af, hvilke det bliver.

Læs også: NSI Electronic på IFA 2026, Funnivation på IFA 2026 og Eico på IFA 2026.

Generationsskifte i Punkt1: Nye kræfter kommer med, mens erfaringen stadig er i butikken

I Punkt1 i Kalundborg er et generationsskifte i gang. Steen Jensen og Jesper Petersen har gjort Michala Rømer og Mike Jensen til medejere, mens de selv fortsætter. Målet er at give næste generation tid til at vokse med ansvaret.
Shark-beauty-scaled

Shark lancerer FlexStyle IonCurl

Shark Beauty lancerer FlexStyle IonCurl i Danmark. Modellen kombinerer hårtørring og styling med luft og er udstyret med Ion Smooth-teknologi, CoandaBoost-teknologi, Airset-knap og Scalp Shield-funktion. FlexStyle IonCurl har særligt fokus på krølledefinition, glans og kontrol over krus.
EU's regulering af batterier

Nye EU-krav til batterier på vej

Fra februar 2027 træder nye EU-krav til batterier i kraft. Bærbare batterier skal som hovedregel kunne tages ud og udskiftes af slutbrugeren, men der findes en række undtagelser. APPLiA har samlet den viden, vi har om kravene til blandt andet udskiftning, dokumentation, reservedele, mærkning og QR-koder.

Nyhedsbrev

Du kan tilmelde dig her

Nyhedsbrev

Du kan tilmelde dig her